FAKTA: En peberspray må stå på natbordet
Det er lovligt at bruge en peberspray som selvforsvar i hjemmet. Man kan dog straffes, hvis man bruger pebersprayen som straf eller hævn til eksempelvis en indbrudstyv. (Arkiv). Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Flere hundrede ulovlige pebersprays er siden nytår blevet konfiskeret. Politiet råber vagt i gevær.

Der har været en markant stigning i ulovlige pebersprays, der er købt på internettet.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

1. januar blev det delvist lovligt at købe og opbevare en peberspray i hjemmet. Det er kun lovligt at have en peberspray købt hos en autoriseret dansk forhandler stående på natbordet.

Læs mere om loven her:

* Det er lovligt for personer over 18 år at købe en peberspray hos en forhandler, der har tilladelse til at sælge peberspray.

* Det er lovligt for personer over 18 år at opbevare pebersprayen hjemme.

* Det er lovligt at transportere pebersprayen hjem efter købet, men en tur til eksempelvis købmanden eller andre ærinder på hjemturen er ulovligt.

* En peberspray må kun bruges som selvforsvar. Det kan takseres som vold, hvis pebersprayen bruges i andre tilfælde. Det er ikke lovligt at bruge pebersprayen som straf eller hævn mod eksempelvis en indbrudstyv.

* Det er ulovligt at købe en peberspray i udlandet og indføre den i Danmark uden tilladelse fra politiet. Det gælder også køb på internettet.

* Det er ulovligt at medbringe en peberspray i det offentlige rum. Den må ikke tages med i bussen, på diskoteket, i parken eller i bilen.

* Kun i højrisikosager kan politiet give tilladelse til, at en person kan besidde en peberspray i det offentlige rum, hvis personen har særligt behov for beskyttelse.

* En ulovlig indførsel eller besiddelse af peberspray straffes som udgangspunkt med en bøde på 1400 kroner.

* Hvis man uden tilladelse medbringer en peberspray på offentlige steder, straffes man med en bøde på 3000 kroner.

Kilder: Politi.dk og TV2.

/ritzau/

/ritzau/