Forbrugerombudsmanden har anmeldt seks udbydere af kviklån for vildledende markedsføring.
De seks selskaber har markedsført forbrugslån uden løbetid som en kassekredit, reklameret med vildledende priser eller vilkår og har desuden ikke oplyst priserne tydeligt nok.
Samtidig er der kritik af flere af selskaberne for ikke at lave en god nok - eller helt undlade - at lave en vurdering af, om kunden kan betale sit lån tilbage.
Forbrugerombudsmanden har i alt undersøgt ni selskaber, og de er alle blevet bedt om at give tilsagn om, at de fremover vil kreditvurdere kunderne.
Her følger en oversigt over de pågældende selskaber. De seks politianmeldte selskaber er:
1. 4finance, der står bag Vivus.dk og Zaplo.dk.
2. Capitolia, der står bag Kronelaan.dk og Simbo.dk.
3. Gokredit, der sælger kviklån under samme navn.
4. Creamfinance, der står bag Lendon.dk.
5. Finans 247, som har Kassekreditten.dk.
6. Ferratum, der sælger lån under samme navn.
Disse tre er ikke politianmeldt, men de er - på linje med de seks andre - blevet bedt om at give tilsagn om at sikre, at de får lavet en kreditvurdering af kunderne:
7. Mozipo, der markedsfører lån under samme navn.
8. Repay Finance, der ejer Turbolån.dk.
9. 3C Retail, der står bag L'easy.
Kilder: Forbrugsombudsmanden, selskabernes hjemmesider og cvr-registret.
/ritzau/