I de seneste fem år har Europa-Parlamentet vedtaget en lang række af love.
Her kan du blive klogere på nogle af dem, som du mærker i din hverdag.
* Siden sommeren 2017 har europæere kunnet bruge deres mobiltelefoner i andre medlemslande uden at skulle betale roamingafgifter.
* I marts i år vedtog parlamentet et forbud mod bestik, sugerør, vatpinde og ballonpinde lavet af engangsplastik. Forventningen er, at forbuddet bliver implementeret fra 2021.
* Europa-Parlamentet var med til at ophæve den såkaldte geoblokering. Det betyder, at danske forbrugere kan shoppe online i hele EU uden at blive mødt af hjemmesider, der nægter danske betalingskort, eller som omdirigerer til danske udgaver af onlinebutikkerne.
* Parlamentet er en del af den politiske aftale, som har bestemt, at Frontex, der er EU-landenes fælles agentur for grænse- og kystbevogtning, skal øges med 10.000 personer for at styrke kontrollen med EU's ydre grænser.
* I maj 2018 trådte en ny EU-forordning om datasikkerhed i kraft.
Den indeholdt en række nye og skrappere krav, som danske virksomheder, organisationer og myndigheder skal leve op til.
Det skal i bund og grund sikre, at persondata bliver indsamlet og opbevaret uden risiko for misbrug og på særlige betingelser. Det gælder oplysninger på nettet såvel som i interne systemer, dokumenter og arkiver.
Loven kaldes databeskyttelsesforordningen eller GDPR og blev stemt igennem i 2016.
Kilder: Europa-Parlamentet, Ritzau og DR Nyheder.
/ritzau/