FAKTA: Disse danske film har vundet en Oscar

I år er der flere chancer for, at en dansker har andel i en af de prestigefyldte statuetter, når de uddeles.

Hele tre film, der kæmper om en Oscar 4. marts i Los Angeles, er lavet med støtte fra Det Danske Filminstitut (DFI) og med danske talenter foran og bag kameraet.

Den svenske spillefilm "The Square", der har danske Claes Bang i en hovedrolle og i øvrigt dansk klipper, er nomineret til en Oscar i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.

"Strong Island" med dansk klipper og koproducent og dansk-syriske "De sidste mænd i Aleppo" skal kæmpe mod hinanden om en statuette for bedste dokumentar.

Desuden er den danske fotograf Dan Laustsen nomineret til en Oscar for bedste fotograf på filmen "The Shape of Water".

Danske filmfolk har kunnet løfte den gyldne statuette flere gange. Her er alle Danmarks oscarpriser:

* Bedste ikke-engelsksprogede film:

2011: "Hævnen" - Susanne Bier.

1989: "Pelle Erobreren" - Bille August.

1988: "Babettes gæstebud" - Gabriel Axel.

* Bedste kortfilm:

2014: "Helium" - Anders Walter.

2009: "De nye lejere" - Joachim Back.

2002: "Der er en yndig mand" - Martin Strange-Hansen.

1998: "Valgaften" - Anders Thomas Jensen.

* Bedste korte animationsfilm:

1986: "Anna & Bella" - Børge Ring.

Kilde: Det Danske Filminstitut.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.