Den nye økonomiske sommerpakke indeholder blandt andet et engangsbeløb på 1000 kroner, som skal gives skattefrit til personer, som er helt eller delvist forsørgede igennem overførselsindkomst.
Det sker for at sparke gang i forbruget efter coronakrisen, der har ramt dansk økonomi hårdt.
Pengene vil ikke blive modregnet i en borgers offentlige ydelser og vil blive udbetalt senest til oktober.
Personer, der modtager en af disse 20 ydelser, får senest til efteråret en check fra staten på 1000 kroner:
* Dagpenge.
* Kontanthjælp.
* Uddannelseshjælp.
* Revalidering samt forrevalidering.
* Selvforsørgelses- og hjemrejseydelse.
* Sygedagpenge.
* Jobafklaringsforløb.
* Ressourceforløb.
* Ledighedsydelse.
* Fleksjob.
* Førtidspension.
* Efterløn.
* Barselsdagpenge.
* Folkepension (inklusive brøkpension).
* SU.
* Skånejob.
* Fleksydelse.
* Seniorpension.
* Tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende med nedsat arbejdsevne.
* Tabt arbejdsfortjeneste vedrørende børn med nedsat funktionsevne.
Kilde: Beskæftigelsesministeriet.
/ritzau/