Skattesvindel, social dumping, klima og flygtninge- og migrationskrisen i EU er hovedtemaerne i Socialdemokratiets europæiske udspil.
Udspillet blev præsenteret af partiformand Mette Frederiksen (S) og EP-spidskandidat Jeppe Kofod (S) ved et pressemøde på Christiansborg fredag.
Blandt partiets ambitioner lyder det, at det ønsker at gøre EU til en klimaunion frem for den kul- og stålunion.
Læs mere om indholdet af udspillet her:
* Der skal indføres et fælles europæisk minimum for selskabsskatten.
* Internetgiganter som Facebook, Apple og Google skal betale skat i EU.
* Der skal oprettes en koordinerende skatteenhed under EU-Kommissionen, der skal sikre, at EU-landenes myndigheder fremover får én indgang til at rapportere mistanke om alvorlig international skattekriminalitet.
* Virksomheder, der helt eller delvist kontrolleres eller ejes fra skattelylande, skal fremover kunne vælges fra, når det offentlige skal foretage store indkøb.
* Der skal oprettes en fælleseuropæisk hvidvask-efterforskningsenhed. Den skal koordinere mellem de nationale tilsyn, assistere med ekspertbistand i komplekse internationale sager og afklare stridsspørgsmål mellem nationale myndighede
* Der skal indføres en social protokol i EU, der skal sikre, at det indre markeds fri bevægelighed ikke har forrang over retten til ordentlige løn- og arbejdsvilkår.
* Der skal oprettes en europæisk sortliste over social dumpingvirksomheder og -bagmænd.
* Der skal indføres et ID-kort for vandrende og udstationerede arbejdstagere i EU. Det skal gøre det nemmere at føre kontrol med arbejdsforhold, kontrakter og identitet.
* Der skal indføres en juridisk bindende klimalov i EU.
* EU skal hæve sine klimamål om CO2-reduktion fra 40 til 55 procent i 2030. EU skal være klimaneutral i 2050.
* Der skal indføres en klimavurdering af al ny lovgivning.
* Medlemslande, der ikke lever op til klimamål, skal straffes hårdere, end de gør i dag.
* Afrika skal løftes med en moderne Marshall-plan, der kan investere i vækst, sikkerhed og velstand i Afrika.
* Oprette modtagecentre uden for Europa og hjælpe flygtninge i nærområderne.
* EU's ydre grænser skal styrkes. Det enkelte land skal selv kunne styre hvor og hvor længe det vil kontrollere egne grænser.
Kilde: Socialdemokratiet.
/ritzau/