To unge mænd på henholdsvis 19 og 20 år blev lørdag fundet døde i et værelse hos en bekendt i Silkeborg.
Politiet oplyser søndag morgen, at de afdøde formentlig har eksperimenteret med midlet Doltard 30 mg.
Her kan du læse mere om det smertestillende middel:
* Doltard er et stærkt smertestillende middel, der anvendes ved kraftige kroniske smerter. Morfin er det virksomme stof i midlet.
* Præparatet påvirker de områder i hjernen, der registrerer smerte.
* Det er ikke egnet til behandling af akutte smerter. Midlet er et langtidsvirkende stof, hvilket vil sige, at der går mange timer, før effekten indtræder. Stoffet virker herefter i fire-fem timer.
* Man skal være opmærksom på en stor risiko for overdosering af stoffet.
* Symptomer på det kan være sløvhed og forvirring - særligt hos ældre. Det kan også medføre dårligere vejrtrækning og i værste fald død.
* Alkohol forstærker midlets sløvende og åndedrætshæmmende virkning.
* Morfinpræparater af forskellig slags er flere gange set misbrugt. De virker sløvende og kan af den grund ses omtalt som "downers".
* Det er ikke til at se på en person, om vedkommende har taget morfinpræparatet Doltard.
* Doltard kan medføre både psykisk og fysisk afhængighed.
* De mest almindelige bivirkninger ved brug af Doltard er forstoppelse og kvalme.
Kilder: apoteket.dk, min.medicin.dk, psykiater Henrik Rindom.
/ritzau/