Bastilledag i Frankrig blev hurtigt til et mareridt, da en hvid lastbil sent om aftenen pløjede direkte gennem menneskemængden, der var samlet på havnepromenaden i Nice for at se fyrværkeri.
Vidner har fortalt til flere medier, at føreren af bilen kørte i zigzag - sandsynligvis for at han kunne ramme flest muligt - og affyrede adskillige skud, før han selv blev skudt og dræbt af politiet.
84 mennesker døde i angrebet og mange er sårede og i kritisk tilstand. Fransk politi har identificeret føreren af lastbilen som en 31-årig fransk-tunesisk mand født i Tunesien.
Han var i forvejen kendt af politiet i forbindelse med blandt andet tyveri og vold, men han var ikke kendt af den franske efterretningstjeneste.
Den franske præsident har kaldt angrebet for et terrorangreb.