* Morten Østergaard (R), minister for forskning, innovation og videregående uddannelser
- Produktivitetskommissionen dokumenterer min påstand om massive problemer med kvalitet og relevans. Spændende anbefalinger, men pænt nej tak til brugerbetaling.
* Esben Lunde Larsen, Venstres uddannelses- og forskningsordfører
- Vi er indstillet på at dimensionere uddannelserne efter det arbejdsmarked, der er efterfølgende. Det har været vanskeligt historisk, men vi kan ikke fortsætte ad den vej. Derfor må vi se på, hvor der skabes arbejdspladser.
* Lisbeth Bech Poulsen, SF's politiske ordfører
- Vi er meget interesserede i at forbedre taxametersystemet via et socialt taxameter, så vi får fordelt midlerne mere retfærdigt, og hvor der er størst behov.
* Merete Riisager, Liberal Alliances uddannelsesordfører
- Vi skal have et nyt system, så uddannelserne ikke får penge efter, hvor mange de får igennem, men hvor dygtige deres studerende bliver - vi skal have et fagligt taxameter.
* Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den liberale tænketank Cepos
- Det er rigtig godt, at kommissionen anbefaler, at man skal overveje brugerbetaling på lange videregående uddannelser. Brugerbetaling på uddannelse vil betyde, at unge mennesker i større omfang vælger uddannelser, der giver et godt job og en høj indtjening.
* Mette Fjord Sørensen, forsknings- og uddannelsespolitisk chef hos Dansk Erhverv
- Alt for mange unge uddanner sig i blindgyder, hvor der ikke er job eller muligheder. Det er spild af menneskelige og økonomiske ressourcer, og det kan vi som samfund ikke være bekendt.
* Lars Goldschmidt, direktør i Dansk Industri
- Vores uddannelsesindsats på de videregående uddannelser har på mange måder slået fejl, så vi uddanner stadig flere inden for områder, hvor der er dårlige jobperspektiver, og vi ikke har fokus nok på kvaliteten af uddannelserne.
* Frida Frost, formand for Ingeniørforeningen
- En produktiv uddannelsessektor formår hurtigt at uddanne befolkningen til erhverv med beskæftigelse og stor værdiskabelse - høj løn. Det er ingeniøruddannelserne et godt eksempel på. Også i fremtiden forventer vi en større efterspørgsel på ingeniører. Gør vi ikke noget allerede nu, vil der allerede i 2020 mangle over 13.000 ingeniører
/ritzau/