Fredag aften var der igen ravage på fristaden Christiania, hvor seks mænd blev anholdt i forbindelse med et overfald på en 20-årig mand.
Hulda Mader, talsperson for fristadens pressegruppe, siger, at problemet er stukket af, og at Christiania har brug for politikernes hjælp til at løse det.
Her kan du læse dig ind på det seneste års store voldssager fra området:
* Københavns Politi anholdt fredag aften seks mænd i forbindelse med et overfald på en 20-årig mand på Christiania. De er blevet sigtet for kvalificeret vold. Kvalificeret vold er typisk, når der er brugt redskaber som kniv eller et stumt våben, eller fordi volden er af særlig grov karakter.
* 24. marts blev to personer stukket med kniv i området. Det ene offer blev ramt én gang i armhulen og tre gange i baghovedet. Undervejs satte kniven sig fast i hans kranie. Det andet offer blev stukket med en kniv i hånden, så sener i hånden blev skåret over.
* 26. oktober sidste år blev en 23-årig mand dræbt af skud i Pusher Street på Christiania i noget, der lignede en ren likvidering. Der havde ikke været noget forudgående skænderi eller sammenstød mellem de to mænd.
* 24. maj sidste år blev en mand fundet såret ved den gamle hovedindgang til fristaden på hjørnet af Prinsessegade og Bådmandsstræde. Han var blevet stukket ned på Christiania.
Kilde: Ritzau.
/ritzau/