FAKTA: Det laver en bestyrelsesformand
Danske Bank Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters
Danske Bank får ny formand i Karsten Dybvad efter Ole Andersens exit. Læs her, hvad rollen indebærer.

Danske Bank får fredag ny bestyrelsesformand, når Ole Andersen forlader posten, og Karsten Dybvad overtager.

Det sker, efter at Danske Banks største aktionær, A.P. Møller - Mærsk, har anmodet om et skifte efter det seneste års sager om potentiel massiv hvidvask af penge gennem bankens estiske afdeling.

Læs her, hvilken rolle en bestyrelsesformand har.

* Et aktieselskabs øverste myndighed er bestyrelsen, der vælges af stemmeberettigede aktionærer. En bestyrelse mødes normalt seks til 12 gange om året.

* Bestyrelsen står for de overordnede linjer for banken som langsigtet strategi, valg af ledelse og så videre.

* Bestyrelsen - med formanden i spidsen - skal også føre kontrol med virksomheden og ledelsens arbejde. I den finansielle sektor vil bestyrelsen også skulle tage stilling til større udlån.

* Danske Banks bestyrelse består af seks til ti medlemmer, der er valgt på en generalforsamling samt medarbejdervalgte medlemmer. Bestyrelsen vælger formanden.

* På det praktiske plan er formandens opgave at sikre, at bestyrelsen holder møder, at der bliver indkaldt til dem, og at relevant materiale bliver sendt til medlemmerne.

* Bestyrelsesformanden har i Danske Bank den afgørende stemme, hvis der er stemmelighed i bestyrelsen.

* Bestyrelsesformanden er leder af bestyrelsen og har derfor ansvaret for, at den fungerer optimalt. Det er formandens opgave at få det meste ud af bestyrelsen.

* Bestyrelsesformanden har som oftest en tæt dialog med den administrerende direktør, så der er enighed og sammenhæng mellem den strategi, bestyrelsen har valgt, og det arbejde, der bliver gjort af ledelsen.

* Bestyrelsen - og i særlig grad bestyrelsesformanden - kan blive stillet til ansvar for bankens handlinger. Eksempelvis blev store dele af den tidligere bestyrelse i Roskilde Bank afkrævet erstatning, efter at banken gik ned.

Kilder: Loven om Finansiel Virksomhed, Danske Bank, Børsen.

/ritzau/

/ritzau/