Forhandlingerne om en overenskomst for de offentligt ansatte er brudt sammen, og der forhandles nu i Forligsinstitutionen i forsøget på at nå en aftale i 11. time.
Sker det ikke, kan det ende med en konflikt, der udløses af enten arbejderne i form af en strejke eller arbejdsgiverne i form af en lockout.
På arbejderside er der allerede afsendt strejkevarsler, og onsdag ventes KL's bestyrelse at træffe deres beslutning om lockout på det kommunale område.
Innovationsminister Sophie Løhde (V) gør ifølge Politiken klar til en lockout "på hele statens område". Ministeren, der er chefforhandler for staten som arbejdsgiver, har kaldt til pressebriefing onsdag klokken 11.
Læs her om forskellen på strejke og lockout:
* En konflikt skal varsles 30 dage før, den kan træde i kraft. En konflikt i forbindelse med de aktuelle forhandlinger kan tidligst varsles med start fra 1. april. Det er dagen efter, de nuværende overenskomster udløber.
* De offentlige ansatte i kommuner, regioner og staten har varslet strejke fra 4. april.
* Det ventes, at strejkevarslet vil blive mødt af et varsel om lockout fra arbejdsgiverne.
* Ved en strejke har fagforeningerne udvalgt arbejdspladser, som skal strejke.
* Ved en lockout er det arbejdsgiverne, der sender de ansatte hjem - uden løn.
* Lønnen under en konflikt afhænger af ens fagforening, og om der er tale om lockout eller strejke.
* Nogle vil blive fuldt kompenseret, nogle får tilbudt lån, mens andre får konfliktstøtte, der er et fastsat kollektivt beløb.
* Enkelte medlemmer af fagforeningerne vil være helt undtaget fra at blive ramt af både strejke og lockout. Det gælder blandt andet tjenestemænd, visse ledere og ansatte på områder, som kræver nødberedskab.
Kilder: FOA samt Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet.
/ritzau/