Danske Regioner opsagde fredag overenskomstaftalen med Praktiserende Lægers Organisation (PLO) efter et langt forhandlingsforløb.
Samme dag fremlagde sundhedsminister Astrid Krag (SF) et lovforslag, der skal fastlægge de overordnede rammer for lægernes arbejde.
Lovindgrebet vil betyde, at den gældende aftale mellem regionerne og PLO videreføres frem til 1. september 2014.
Som følge af lovindgrebet har PLO's formand, Henrik Dibbern, opfordret sine kolleger til at deponere deres ydernummer.
Ydernummeret er det nummer, som en alment praktiserende læge får tildelt som yder for den offentlige sygesikring som betingelse for honorarafregning med sygesikringen.
Tildelingen af ydernumre er begrænset af behovet inden for et bestemt lokalområde.
* Ifølge Danske Regioner har lægerne ikke mulighed for at "deponere ydernummeret".
- Enten har lægen sit ydernummer og praktiserer som en del af det offentlige sundhedsvæsen under de betingelser, der gælder for almen praksis.
- Eller også har lægen opsagt ydernummeret og fungerer helt privat. I så fald er der fuld egenbetaling.
- Patienterne vil stadig have ret til gratis lægehjælp og vil få tilbud om at vælge en ny læge.
* Udbetaling af basishonorar standser fra den dag, ydernummeret er afgivet.
- Beløbet afhænger af, hvor mange patienter der er tilmeldt lægens praksis, i gennemsnit er der tale om cirka 625.000 kroner pr. læge pr. år.
- Herudover vil læger, der behandler helt privat uden offentligt tilskud, ikke længere være omfattet af den offentlige patientforsikring og -erstatningsordning. De skal derfor selv tegne en forsikring til at dække patientskader.
* Det er regionerne, der disponerer over ydernumre, der bliver ledige.
- Lægen vil derfor ikke have sikkerhed for at få sit ydernummer tilbage, heller ikke hvis PLO og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) igen når til enighed om en aftale for almen praksis.
Kilde: Danske Regioner