Et flertal i Folketinget har besluttet at udtale kritik af skatteminister Karsten Lauritzen (V) og give ham en såkaldt næse.
En næse er den populære betegnelse for en kritik af en politikers handlinger.
* En politiker, en embedsmand eller en myndighed kan for eksempel få en næse for at begå fejl i sagsbehandlinger eller for at tage beslutninger mod bedre vidende.
* Statsrevisorerne kan også give næser til ministre, ministerier, styrelser og tilsyn på baggrund af rapporter fra Rigsrevisionen.
* Næser får sjældent parlamentariske eller andre politiske konsekvenser. Derimod kan et flertal i Folketinget tvinge en minister til at gå af ved at udtrykke et mistillidsvotum.
* Rekordholderen af næser er tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), der blev tildelt 80 næser. Størstedelen på grund af fodnotepolitikken, hvor er flertal i Folketinget pålagde ham at tage forbehold i Nato-samarbejdet. Det brød han sig ikke om, så han kaldte det "hædersnæser".
* Betegnelsen "en næse" kommer formentlig af det gamle ord "nesæ", der betød skam eller vanære.
Kilde: Kaare R. Skou, Dansk Politik A-Å.
/ritzau/