Den Europæiske Centralbank (ECB) har torsdag eftermiddag besluttet at fastholde renten på minus 0,4 procent, hvor den har været siden 2016.
Der er dog muligvis lagt op til en rentesænkning ved bankens næste rentemøde i september, da ECB varsler, at renterne frem til midten af 2020 ventes at være på det nuværende niveau eller lavere.
Her kan du læse mere om, hvad renten betyder for dig:
* Lave renter i euroland vil sikre lave danske boligrenter.
* Under normale omstændigheder følger Nationalbanken i Danmark renteændringerne i ECB, fordi den danske krone er bundet i fast kurs til euroen.
* ECB går efter en inflation på knap to procent. ECB kan sætte renten ned for at få inflationen op.
* Ligger inflationen for lavt, vil forbrugerne holde igen, og investeringerne stoppe, da forventningen om endnu lavere priser holder forbruget i ave. Hvorfor købe i dag, når man kan få det billigere i morgen?
* En rentenedsættelse svækker euroen, hvilket er tilsigtet, så eurokursen ikke er for stærk i forhold til dollaren.
* En svagere euro vil gøre varer fra eurolandene billigere i udlandet, sætte gang i eksporten og dermed væksten.
* Når væksten kommer op i gear, vil forbrugerne bruge flere penge, og inflationen vil stige, er målet.
/ritzau/