FAKTA: Derfor er fiskekvoter vigtige

Det er EU, der hvert år bestemmer, hvor mange og hvilke arter fisk som danske fiskere må fange i farvandene.
Mandag mødes EU's fiskeriministre i Luxembourg for at fastsætte næste års fiskekvoter i Østersøen.
Mandag mødes EU's fiskeriministre i Luxembourg for at fastsætte næste års fiskekvoter i Østersøen. Foto: Henning Bagger/arkiv/Scanpix

Mandag mødes EU's fiskeriministre i Luxembourg for at forhandle næste års fiskekvoter i Østersøen. Og der er lagt op til hårde forhandlinger.

Men det er ikke kun politikerne, der følger udviklingen nøje, når kvoterne skal på plads. Det gør fiskerne også.

Her kan du blive klogere på, hvad fiskekvoter er:

* Hvert år fastsætter EU fiskerimulighederne for det følgende år.

* Beslutningen om kvoterne i Østersøen bliver truffet i oktober og for farvandene uden for Østersøen (Kattegat, Skagerrak, Nordsøen) i december.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

* Til denne runde foreslår EU-Kommissionen et totalforbud på fiskeri af den stærkt truede ål. Den blev føjet til listen på grund af sin historisk lave bestand i Østersøen.

* I forslaget lyder det videre, at de nuværende kvoter for den vestlige Østersøtorsk skal fastholdes. De blev kraftigt reduceret ved sidste års forhandlinger.

* Kommissionen vil reducere kvoten på torskebestanddelen i den østlige del.

* Men kvoteudspillet lægger blandt andet også op til en øget fangst af brisling og laks.

* Det er Det Internationale Havundersøgelsesråd (Ices), der rådgiver EU med hensyn til at fastsætte kvotebestandene.

* ICES er et samarbejde mellem biologer, som rådgiver ud fra princippet om maksimalt bæredygtigt udbytte.

* For de vigtigste arter fastsættes selvstændige forvaltningsplaner. Det gælder for eksempel torsken, hvor man i en længere periode har nedsat kvoterne i forsøg på at øge bestanden.

* Det er de enkelte medlemslande, som fastsætter de nærmere regler for udnyttelsen af de tildelte EU-kvoter.

* I Danmark besluttede den daværende regering sig for at privatisere kvotesystemet i 2007.

Kilder: Politiken, EU-Kommissionen, Den store danske

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.