Danske Bank har fredag fået sænket sin kreditvurdering af amerikanske Moody's.
Sagen om hvidvask i Estland bliver efterforsket af det amerikanske justitsministerium, og det øger ifølge Moody's risikoen for massive bøder.
Moody's har sænket kreditvurderingen til "A2" fra "A1". Læs her om, hvad en kreditvurdering går ud på.
* En kreditvurdering viser den enkeltes finansielle styrke. Det kan være en privatperson, en virksomhed eller et land.
* Den bliver blandt andet foretaget på baggrund af formue, indtjening, gæld, risici og fremtidsudsigter.
* Vurderingen angiver, hvor stor sandsynligheden er for, at et lån kan blive betalt tilbage.
* Der er tre store bureauer i verden, som sidder på størstedelen af markedet, når det gælder kreditvurderingen af virksomheder og lande.
* Moody's er en af de tre store. De to andre er Standard & Poor's og Fitch.
* Kreditvurderingsinstitutterne rangerer efter forskellige skalaer. Moody's går fra Aaa i toppen til C i bunden.
* Jo højere vurdering, jo lavere risiko er der forbundet. Hvis en virksomhed får nedsat sin rating, bliver det dyrere at låne penge på det internationale marked, fordi risikoen for tab er større for dem, der udlåner pengene.
* Mange pensionsselskaber og andre investorer har faste regler for, hvilke kreditvurderinger i forhold til værdipapirer de må investere i.
Det betyder, at vurderingerne er med til at bestemme, hvor pengene bliver investeret.
* Det enkelte kreditvurderingsinstitut må selv bestemme, hvordan det vurderer de enkelte virksomheder.
Efter finanskrisen er der sat visse rammer for kreditvurderingsinstitutternes arbejde, da de blev kritiseret for at give for positive vurderinger op til krisen.
Kilder: Moody's, Nordnet, Ritzau.
/ritzau/