Tunnelen under Østersøen mellem Lolland og Femern skal efter planen stå færdig i 2028. Den bliver til både biler og tog.
Danmarks udgifter til det hidtil største anlægsprojekt herhjemme bliver over 52 milliarder kroner. Ifølge tunnelselskabet Femern A/S er der mange fordele og en række gode grunde til at bygge forbindelsen.
Læs nogle af Femern A/S's argumenter her:
* Biler, lastbiler og især godstog i transit sparer tid og 160 kilometers kørsel, fordi de ikke behøver tage turen over Fyn og Jylland.
* Det vil frigøre kapacitet til landsdelstrafikken mellem Øst- og Vestdanmark og give bedre plads på skinnerne til passagertog mellem Jylland og Sjælland.
* Femern-tunnelen fjerner en vigtig flaskehals og bliver en del af fremtidens europæiske transportnetværk.
* Tunnelen forbedrer mulighederne for at fragte varer med jernbane og forbinder Danmark bedre med det europæiske marked.
* Forbindelsen giver større muligheder for grænseoverskridende samarbejde - til gavn for kultur, videnskab og turisme.
* 3000 mennesker i Danmark og Tyskland kommer i direkte beskæftigelse i anlægsfasen, ligesom drift og vedligeholdelse af tunnelen vil skabe permanente job.
* For hver ansat hos entreprenørerne ansættes en ekstra medarbejder hos underleverandører. Entreprenører vil ansætte lærlinge i anlægsfasen (cirka 500 mandeår).
Kilde: Femern A/S
/ritzau/