Søndag skal den anden finalekamp om Copa Libertadores-trofæet spilles i Madrid mellem de argentinske arvefjender River Plate og Boca Juniors.
Kampen skulle have fundet sted på Rivers hjemmebane, Estadio Monumental, 24. november, men et angreb på Bocas spillerbus på vej til stadion betød en udsættelse og senere en flytning af kampen til neutral grund i Madrid.
Her er nedslagene i den argentinske fodboldskandale:
* 11. november:
Boca Juniors havde hjemmebane i det første af de to finaleopgør, som sluttede 2-2, efter at Boca havde været foran to gange. Dermed havde River et fint udgangspunkt til returkampen hjemme, selv om der ikke spilles med reglen om udebanemål i turneringen. Kampen skulle være spillet dagen før, men regn betød, at den blev udsat et døgn.
* 24. november:
Et udsolgt Estadio Monumental skulle danne rammen om returkampen, men den blev aldrig spillet. På vej til stadion blev Bocas spillerbus angrebet af River-fans med både stenkast og peberspray. Politiet måtte bruge tåregas, og flere spillere fra Boca kom til skade, så kampen blev ad flere gange udskudt - til sidst til dagen efter.
* 25. november:
Det Sydamerikanske Fodboldforbund (Conmebol) mente ikke, at det var forsvarligt at afvikle kampen alligevel, hvorfor den blev udskudt på ubestemt tid.
* 26. november:
Den italienske by Genova tilbød at huse det udsatte finaleopgør.
* 27. november:
Argentinas præsident, Mauricio Macri, opfordrede landets kongres til at vedtage et lovforslag, der slår hårdt ned på hooliganisme.
Conmebol besluttede, at den udskudte finale skulle spilles uden for landets grænser i en endnu ukendt by. Finalen skulle spilles 8. eller 9. december.
* 28. november:
Boca meddelte, at klubben havde indstillet til fodboldforbundet, at returkampen blev aflyst, og at River blev diskvalificeret. Dermed ville Boca få tildelt trofæet. Klubben mente ikke, at man var klar til at spille kampen efter oplevelsen med angrebet på spillerbussen.
* 29. november:
Conmebol afviste Bocas ønske og meddelte i stedet, at finalekampen skulle spilles på Bernabéu i Madrid 9. december. River blev desuden idømt en bøde på 2,6 millioner kroner og skal spille to hjemmekampe uden tilskuere.
* 1. december:
På klubbens hjemmeside meddelte River, at man nægtede at flytte kampen væk fra Estadio Monumental - dels fordi fordelen af hjemmebane ville forsvinde, og fordi omkring 66.000 fans havde købt billet og glædede sig til kampen.
* 4. december:
River meddelte, at man ville rejse til Madrid for at spille finalen alligevel.
* 5. december:
Argentinsk politi meddelte, at man havde tilbageholdt en mand i Buenos Aires, som nu er sigtet for at gøre skade på ejendom samt forvolde uagtsom kropsskade.
* 6. december:
River ankom til Madrid og sluttede sig dermed til Boca, der onsdag aften var landet i den spanske hovedstad.
* 8. december:
Den Internationale Sportsdomstol (CAS) afviste Boca Juniors' anmodning om at tildelte holdet sejren på skrivebordet allerede inden søndagens kamp.
/ritzau/