Udlændingestyrelsen har ifølge Jyllands-Posten afdækket en af de største sager om identitetssnyd i asylsager.
Således har det vist sig, at 634 ud af 700 asylsøgere, der alle sagde, at de var forfulgte og undertrykte statsløse fra Kuwait, ifølge styrelsen ikke kommer fra Kuwait.
Der findes ikke særskilte tal for den hidtil meget lille gruppe af statsløse bidoonere fra Kuwait. Men blandt alle statsløse fik 82 procent anerkendt asyl i Danmark i 2016.
Blive klogere på bidoonerne her:
* Bidoon-samfundet i Kuwait kan ifølge UK Home Office opdeles i tre kategorier:
- Personer, der ikke opfyldte kravene for statsborgerskab ved Kuwaits uafhængighed i 1961.
- Migranter fra blandt andet Irak, der arbejdede inden for politiet og forsvaret i 1960'erne, og deres familier.
- Børn af kuwaitiske mødre og mandlige bidoonere.
* Invasionen af Kuwait i 1990 medførte yderligere mistro overfor bidoon-samfundet, idet bidoonere af irakisk oprindelse blev hvervet, enten frivilligt eller med tvang, til den irakiske hær.
* Inden Golfkrigen brød ud, opholdt cirka 200.000 bidoonere sig i Kuwait, men som følge af krigen og Kuwaits retlige skridt for at dømme og fængsle bidoonere forlod omkring 100.000 landet efter befrielsen i 1991.
* Alle bidoonere - de uregistrerede såvel som registrerede - klassificeres som illegale borgere i Kuwait. Den kuwaitiske regering fastholder, at majoriteten af bidoonere ikke er statsløse, men derimod statsborgere i andre lande.
* I 2010 blev en ny myndighedsinstans oprettet under navnet "Central System to Resolve Illegal Residents' Status". Komitéen har fastslået, at omkring 34.000 ud af 105.000 bidoonere har ret til kuwaitisk statsborgerskab.
* Det fremgår af den kuwaitiske regerings besvarelse i 2011 til Human Rights Watch, at der i april 2011 var 108.000 ansøgninger om statsborgerskab under behandling fra bidoonere. Ifølge udenrigsministeriet i USA var der i 2015 fortsat flere end 100.000 statsborgerskabsansøgninger fra bidoonere under behandling.
Kilde: Dansk Flygtningehjælp
/ritzau/