De kan bryde ind i it-databaser, hacke svage systemer og finde sikkerhedsbrister ved hjemmesider.
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har samlet et cyberlandshold med ti unge, som søndag rejser til London, hvor de skal dyste ved det europæiske cybermesterskab.
Læs mere om det danske landshold her:
* It-kyndige fik seks uger til at læse en række opgaver, som FE har lagde ud. Den sidste dag var 6. maj.
* Efterretningstjenesten havde lagt et billede ud med en række tal og bogstaver. Hvis man løste den, fik man et link til en hjemmeside, hvor der lå ti opgaver.
* 201 personer lykkedes i år med at løse alle ti opgaver.
* Anden runde var en bootcamp, hvor hackerne arbejdede sammen i grupper. De dygtigste ti blev tilbudt en plads på Cyberlandsholdet 2018.
* Holdet består af ti unge i alderen 16 til 25 år.
* De har fået undervisning af FE for at blive klar til det europæiske cybermesterskab, ECSC, i London. Det foregår fra 14. til 18. oktober, og 17 lande deltager.
* Ud over Danmark deltager Norge, Østrig, Liechtenstein, Tyskland, Schweiz, Cypern, Estland, Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Polen, Rumænien, Spanien og Storbritannien i EM i hacking.
* Hvert land stiller med et hold med maksimalt ti deltagere.
* På holdet skal minimum fem af deltagerne være under 20 år, mens maksimalt fem må være mellem 20 og 25 år.
* Under mesterskabet bliver holdene blandt andet testet i kategorierne mobilsikkerhed, kryptologi, reverse engineering og it-forensics.
* Sidste år tilkæmpede det danske hackerlandshold sig en 8.-plads. Det var første år, at Danmark deltog.
* Det er Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed, som står bag de europæiske cybermesterskaber.
Kilde: Forsvarets Efterretningstjeneste.
/ritzau/