De sidste dele af glassarkofagen, hvorunder dronning Margrethes kiste til sin tid skal placeres, er blevet leveret til Roskilde Domkirke, der er Danmarks kongelige gravkirke.
Der er tradition for, at Danmarks regenter bliver begravet i Roskilde Domkirke. Domkirken rummer således gravpladser for konger og dronninger fra den tidlige middelalder og helt frem til i dag.
Dronning Margrethe har allerede udpeget sin fremtidige begravelsesplads i domkirken.
Her kan du læse mere om Danmarks kongelige gravkirke:
* Næsten 40 konger og dronninger ligger begravet i Roskilde Domkirke.
* Dronning Ingrid, der var dronning Margrethes mor og gift med kong Frederik 9, er den seneste kongelige, der er blevet begravet i kirken. Det blev hun 14. november 2000.
* Siden begravelsen af Margrete 1. i 1413 har kirken været kongehusets gravkirke med enkelte undtagelser.
* Alle konger efter Christian 3., der døde i 1559, ligger begravet i Roskilde Domkirke.
* Det er tidligere blevet hævdet, at både Harald Blåtand og hans søn, Svend Tveskæg, ligger begravet i Roskilde Domkirke. Det bygger dog på usikre kilder, så det kan ikke siges med sikkerhed.
* Ifølge historien byggede Harald Blåtand en kirke, hvor den nuværende domkirke står og blev begravet her omkring år 988. Der er dog aldrig fundet fysiske spor efter hverken kirken eller Harald Blåtands grav.
* Kong Valdemar den Stores gode ven Absalon blev biskop i Roskilde i 1157. Omkring 1170 igangsatte han byggeriet af Roskilde Domkirke.
* Da Roskilde Domkirke stod færdig omkring 1282, var det ikke tanken, at domkirken skulle være kongelig gravkirke.
* Fra år 1080 var ingen kongelige blevet begravet i Roskilde. Kongerne blev begravet andre steder, for eksempel Ringsted, Ribe og senere Sorø.
Kilder: Roskildedomkirke.dk.
/ritzau/