Regeringen og Dansk Folkeparti vil afskaffe licensen og skære 20 procent af DR's budget over de næste fem år. Det oplyser partierne fredag.
De konkrete krav til mediehusets virke skal lægges fast i kommende forhandlinger om en samlet medieaftale.
Læs her om DR:
* Danmarks Radio er forpligtet til at levere public service, som dækker over nyheder, undervisning, kunst og underholdning.
* DR får årligt cirka 3,7 milliarder kroner via licenspengene.
* DR's samlede udgifter lød i 2016 på 4,1 milliarder kroner, har en rapport fra Kulturministeriet tidligere vist.
* Heraf gik 3,2 milliarder kroner til produktion og køb af programmer og indhold. Herunder gik 667 millioner kroner til at producere nyheder, mens for eksempel 707 millioner gik til oplysning og kultur.
* Resten - 900 millioner kroner - gik til afskrivninger, renter, bygningsdrift, licens og støttefunktioner.
* I dag har DR seks tv-kanaler og sender stort set døgnet rundt: DR1, DR2, DR3, DR Ultra, DR Ramasjang og DR K.
* Desuden har DR følgende radiokanaler: P1, P2, P3, P4, herunder P4 Bornholm, P4 Esbjerg, P4 Fyn, P4 København, P4 Midt & Vest, P4 Nordjylland, P4 Sjælland, P4 Syd, P4 Trekanten og P4 Østjylland, P5, P6 Beat, P7 Mix, P8 Jazz og DR Nyheder.
* DR har desuden dr.dk og flere apps.
* Også en række orkestre og kor hører under DR: DR SymfoniOrkestret, DR Big Band, DR Vokalensemblet, DR Koncertkoret, DR Pigekoret, DR Juniorkoret, DR Børnekoret og DR Spirekoret.
* DR ledes af en bestyrelse på 11 medlemmer, der udpeges for fire år ad gangen, og af en direktion, anført af generaldirektøren.
Kilder: Danmarks Radio, Kulturministeriet.
/ritzau/