Under navnet Rigsfællesskabets Kontinentalsokkelprojekt gør Danmark, Grønland og Færøerne i FN tilsammen krav på havbundsområder, der er 40 gange større end Danmark.
Rusland gør nu også krav på et område, som overlapper. Læs mere om Danmarks krav her:
* Det danske krav lyder på 895.000 kvadratkilometer havbund nord for Grønland - svarende til mere end 20 gange Danmarks størrelse.
* Området indeholder enorme mængder mineraler og olie.
* I forvejen har Danmark, Færøerne og Grønland indleveret fire andre krav på havbundsområder på tilsammen 873.000 kvadratkilometer.
* Canada, Norge, Rusland og USA gør også krav på hver deres del af de 895.000 kvadratkilometer.
* Nordpolen er omfattet af området, fordi den ligger tæt ved den undersøiske hævning Lomonosovryggen, som forskerne mener, er en del af samme kontinentalsokkel som Grønland.
* Det er FN's Kommission for Kontinentalsoklens Grænser (CLCS), der behandler krav fra en kyststat, der grænser op til Det Arktiske Ocean.
* Det danske rigsfællesskabs krav forventes tidligst færdigbehandlet i år 2027.
* Kommissionen tager ikke stilling til, hvilket land der har ret til et område, som flere hævder retten til. Kun om det teknisk set er sammenhængende med landets kontinentalsokkel.
* Samlet har Danmark brugt omkring 300 millioner kroner på dataindsamling for at kunne retfærdiggøre sit krav.
Kilder: Udenrigsministeriet og Geus.
/ritzau/