Cavlingprisen er den mest prestigefyldte danske journalistpris, der hvert år uddeles til en journalist eller en gruppe af journalister i samarbejde, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det foregående år.
I år går prisen til Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen for den dokumentariske bog "Bullshit - fortællingen om en familie" om Danmarks første rockerkrig.
Læs her om prisen:
* Fonden bag Cavlingprisen blev indstiftet 18. december 1944 til minde om Henrik Cavling, der foruden at være en højt æret journalist og redaktør, stiftede Dansk Journalistforbund.
* Til oprettelsen af Cavlingprisen bidrog forbundet med 15.000 kroner. Politiken gav 10.000 kroner og Berlingske Tidende 5000 kroner.
* Det er udbyttet af disse beløb, der hvert år giver midler til uddelingen af den journalistiske hæderspris.
* Selve prisen blev uddelt første gang i 1945 til journalist Henrik V. Ringsted. I år er det 70. gang, at den uddeles. To år - 1955 og 1958 - har været uden modtagere.
* Med prisen på 25.000 kroner følger Jørgen Rodes statuette af Henrik Cavling.
* Vinderen af Cavlingprisen udvælges af en særlig komité. Komitéen vælges for tre år ad gangen og kan genvælges.
Kilde: Dansk Journalistforbund.
/ritzau/