Den amerikanske millionby Los Angeles har de seneste dage været hærget af skovbrande.
Kraftig vind og tørt terræn har gjort slukningsarbejdet meget vanskeligt.
Læs mere om omfanget af den voldsomme ild her:
* Brandene har blandt andet ramt de velhavende kvarterer Pacific Palisades og Malibu samt Hollywood Hills og Altadena nord for byen.
* 16 mennesker er bekræftet døde i de to største brande, mens 13 personer meldes savnet. Myndighederne frygter, at dødstallet vil stige.
* Californiens guvernørkontor for nødtjenester, Cal OES, oplyser, at 150.000 personer er under evakueringsordre i Los Angeles. Mange af beboerne er flygtet til fods i trafikkaosset.
* Over 12.300 strukturer - herunder bygninger, køretøjer og lignende er blevet ødelagt eller brændt ned, og antallet vil sandsynligvis stige.
Ødelæggelserne optælles ofte fra luftfotos. Derfor offentliggøres enheder af forskellig art i samme gruppe samlet som "strukturer", da det kan være svært at skelne forskellene på luftfotos.
* Ifølge virksomheden AccuWeather kan værdier på op mod 150 milliarder dollar være gå tabt. Det svarer til over 1000 milliarder danske kroner.
* Brandene har hærget områder på i alt omkring 162 kvadratkilometer.
* Mandskab fra Californien og ni andre delstater samt Canada og Mexico har bidraget til slukningsarbejdet.
* 1354 brandbiler, 84 fly og over 14.000 brandfolk har indtil nu deltaget i indsatsen med sluknings- og redningsarbejdet.
* 22 personer er blevet anholdt for plyndring af butikker, indbrud og brud på det natlige udgangsforbud, der blev indført fra fredag ved brandene i Eaton og Palisades.
Kilder: NTB, BBC, AFP, AP og DPA.
/ritzau/