19. december sidste år vedtog Folketinget en ny lov, der gør det muligt for borgere at få beslutningsforslag behandlet i Folketinget.
I øjeblikket søger fagforeninger borgerstøtte til at holde på konfliktpenge.
Lørdag eftermiddag har foreløbig over 9400 personer støttet borgerforslaget om at øremærke penge fra en konflikt.
Initiativtagerne vil sikre, at de penge, de offentlige arbejdsgivere sparer under en eventuel konflikt, efterfølgende bliver sendt tilbage til skoler, daginstitutioner og sygehuse.
Her kan du læse mere om, hvordan man stiller et forslag:
* Borgerforslag kan stilles på hjemmesiden borgerforslag.dk. Man skal logge ind med NemID og personnummer.
* Mindst tre personer med stemmeret til Folketinget skal være medstillere af forslaget.
* Hvis et forslag inden for 180 dage får støtte fra 50.000 borgere med stemmeret til Folketinget, skal Folketingets partier tage stilling til, hvem der vil fremsætte forslaget som et beslutningsforslag i Folketinget. Ifølge grundloven er det nemlig kun folketingsmedlemmer og ministre, der kan fremsætte forslag i Folketinget.
* Forventningen er, at det som hovedregel vil være de politiske ordførere fra de partier, der støtter ordningen om borgerforslag, der i fællesskab fremsætter forslaget.
* Herefter behandles beslutningsforslaget på samme måde som Folketingets øvrige beslutningsforslag.
* Der er en række regler for, hvad man kan stille forslag om. Forslag, der handler om ændringer af Grundloven eller forhold vedrørende Grønland og Færøerne, vil blive afvist.
* Folketingets administration vil også afvise forslag, der er helt usammenhængende og uforståelige, eller som har karakter af en vittighed eller indeholder reklame eller andre kommercielle budskaber.
Kilde: Borgerforslag.dk.
/ritzau/