Danmarks Naturfredningsforening vil have et totalforbud mod salg af et sprøjtemiddel, der vurderes at kunne skade vilde bier.
* De senere år har der været en tilbagegang i bestanden af vilde bier. Tre arter af humlebier er uddøde. Ni arter er på den såkaldte rødliste over arter, der er truet af udryddelse.
* EU's Fødevaremyndighed har tidligere slået fast, at tre sprøjtemidler af typen neonikotinoider medfører store skader på biers nervesystem.
* Skaderne går fra, at bierne bevæger sig anderledes, til at de slet ikke kan bevæge sig og til sidst dør.
* Insektmidlerne kan også ødelægge biernes signaler, så de ikke kan sanse og finde rundt, som de plejer.
* I 2013 indførte EU et forbud mod et af de sprøjtemidler, der vurderes at være skadelige for bier. Det drejer sig om midlet imidacloprid.
* I 2018 gennemførte EU endnu en stramning, så det nu er helt forbudt på friland.
* Den danske regering har dog givet mulighed for, at der kan dispenseres fra EU-forbuddet.
* Dispensationer kan eksempelvis bruges i forbindelse med bejdsning af frø til sukkerroer.
* Her ses en oversigt over salget af imidacloprid i Danmark fra 2010 til 2017.
* 2010: 2618 kilo.
* 2011: 4422 kilo.
* 2012: 4462 kilo.
* 2013: 6188 kilo.
* 2014: 2474 kilo.
* 2015: 1892 kilo.
* 2016: 2249 kilo.
* 2017: 4171 kilo.
Kilder: EU's Fødevaremyndighed (Efsa), Miljøstyrelsen, Danmarks Biavlerforening, Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer.
/ritzau/