I 2011 tjente de danske banker tilsammen 3,6 milliarder kroner før skat. I 2016 var det mere end tidoblet til 39 milliarder kroner, og 2017 ventes at vise endnu større tal, når regnskaberne ligger klar.
Læs her om bankernes indtægter:
* Renter og gebyrer er typisk bankernes største og mest stabile indtægtskilder. Men efter finanskrisen har centralbankerne holdt renterne meget lave for at puste gang i økonomien, så renteindtægterne er faldet kraftigt.
* Til gengæld har de skruet op for gebyrerne. I 2011 hentede bankerne lidt over 18 milliarder kroner på gebyrer. I 2016 var det vokset til knap 25 milliarder kroner, og tallet ventes at vokse igen i 2017.
* Overskuddet vokser derfor af andre grunde. Det er blandet andet besparelser - fra færre filialer og ansatte - samt store gevinster på aktier og obligationer.
* Der er også langt færre tab på dårlige kunder. Penge sat til side i de magre år bliver i nogle tilfælde til uventede gevinster.
Kilde: Finanstilsynet, FinansDanmark, Nationalbanken.
/ritzau/