Transport- og logistikkoncernen A.P. Møller - Mærsk har torsdag fremlagt regnskab for første halvår kvartal af 2019.
Det viste en fremgang i omsætningen til 19,2 milliarder dollar og et lille overskud.
Her er et overblik over selskabets forretning og historie:
* Koncernen blev grundlagt i 1904 af Peter Mærsk Møller under navnet "Dampskibsselskabet Svendborg."
* I 1912 stiftede A.P. Møller Dampskibsselskabet af 1912 med hjemsted i København.
* A.P. Møller købte sine første fem tankskibe i 1928, hvor et fællesrederi for tank- og linjeskibsdrift blev oprettet.
* De to selskaber (Svendborg og 1912) fusionerede først i 2003 og blev til A.P. Møller - Mærsk A/S.
* A.P. Møller Mærsk har de senere år arbejdet under en strategi, hvor olierelaterede forretninger er blevet solgt fra.
Det har de seneste år ført til en række frasalg, og eneste olierelaterede selskab tilbage er Maersk Supply Service, der leverer service til blandt andet olieplatforme.
* Fremover skal virksomheden hovedsageligt hvile på to ben - rederivirksomheden Maersk Line og havneselskabet APM Terminals.
* Gennem årene har Mærsk desuden ejet selskaber inden for en lang række andre brancher, hvoraf det meste er solgt fra. Det gælder blandt andet Dansk Supermarked, Berlingske og en stor del af Danske Bank.
* Koncernen er repræsenteret i over 130 lande og beskæftiger 70.000 ansatte.
* Koncernens hovedkvarter ligger ud til vandet på Esplanaden i København.
* A.P. Møller, søn af Peter Mærsk Møller, stod i spidsen for selskabet frem til sin død i 1965. Herefter tog sønnen Mærsk Mc-Kinney Møller over frem til 1993, hvor han overlod den daglige ledelse til Jess Søderberg. Mærsk Mc-Kinney Møller fortsatte dog som bestyrelsesformand.
* Samtlige ansatte fik indtil Mærsk Mc-Kinney Møllers død i 2012 et stykke wienerbrød den 13. juli i anledning af hans fødselsdag.
* Koncernens motto "rettidig omhu" blev formuleret af Mærsk Mc-Kinney Møllers far, Arnold Peter Møller, og lyder i sin fulde længde "Intet tab skal os ramme, som ved rettidig omhu kunne afværges."
* Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla har siden sin far Mærsk Mc-Kinney Møllers død været bestyrelsesformand i "A.P. Møller and Chastine Mc-Kinney Møller"-fonden.
* Fonden ejer stemmemajoriteten i Mærsk-gruppen.
Kilder: Den Store Danske, Mærsk.com, Bloomberg.
/ritzau/