Ansatte i regeringspartiet i Storbritannien, Det Konservative Parti, har udarbejdet en intern liste over 36 nuværende konservative politikere, som beskyldes for sexchikane.
Listen er ikke offentliggjort, men den florerer i øjeblikket på sociale medier og har fået kaldenavnet "det beskidte dossier". Samtidig har flere britiske medier gengivet dele af den.
Den indeholder navne på blandt andre syv ministre, 14 andre regeringsministre samt otte tidlige ministre.
I alt er 25 konservative parlamentsmedlemmer navngivet og beskyldt for at have opført sig upassende hovedsageligt mod personale.
Anklagerne på listen omfatter blandt andet:
* En nuværende politiker i regeringen har angiveligt haft en affære med en ung politiker, der også er medlem af parlamentet.
* Et tidligere medlem af regeringen og nuværende medlem af parlamentet har angiveligt sagt til sin sekretær, at hun skulle komme og mærke, hvor langt hans lem er.
* Et parlamentsmedlem har angiveligt opført sig upassende over for flere ansatte ved gentagne gange at befamle dem og give upassende kommentarer om deres beklædning.
* En tidligere minister har angiveligt betalt en kvinde for at tie stille "om hans upassende opførsel".
* Tre personer beskrives som at have "aparte" seksuelle præferencer, mens to andre angiveligt har gjort kvinder gravide.
* På listen står blandt andre den tidligere walisiske minister Stephen Crabb, der har indrømmet at have sendt "upassende" beskeder til en 19-årig kvinde, han havde haft til en jobsamtale.
* Ifølge dossieret eksisterer der desuden en video af et parlamentsmedlem, der dyrker "usmagelig" sex med tre mænd.
* Premierminister Theresa May har sat sit kabinet i gang med at undersøge Mark Garnier fra sin regering. Han har angiveligt kaldt sin sekretær "sugar tits" og sendt hende ud for at købe sexlegetøj til ham.
Kilde: The Telegraph og The Independent.
/ritzau/