Peter Madsen har anket sin livstidsstraf til Østre Landsret, der har afsat tre dage til sagen med start 5. september. Dommen ventes 14. september.
* Selv om Madsen har nægtet drabet på svenske Kim Wall, har han valgt at acceptere byrettens afgørelse om, at han er skyldig.
* Dermed bliver landsrettens opgave alene at udmåle straffens længde.
* Selv om der er tale om en bestialsk forbrydelse, hører det til de absolutte sjældenheder, at drabssager med et enkelt offer giver livstid.
* Gennem de seneste ti år er 14 personer - ud over Madsen - blevet idømt livstid for drab. Men kun i tre af sagerne har der været tale om et enkelt offer.
* Madsen håber derfor på en tidsbestemt fængselsstraf. Det vil sige 16 år eller mindre.
* Omvendt går anklagemyndigheden efter en stadfæstelse. Hvis det ikke sker, ventes kravet at være forvaring. Sammen med livstid er forvaring den eneste mulighed for, at ikke-sindssyge kriminelle kan spærres inde på ubestemt tid.
Kilder: Ritzau
/ritzau/