Mandag skal to pensionerede læger, Svend Lings og Frits Schjøtt, for retten i Svendborg. De er tiltalt for at have assisteret ved selvmord. Anklagemyndigheden går efter at idømme dem fængselsstraf.
LÆS her mere om sagen:
* Aktiv dødshjælp - også kaldet assisteret dødshjælp/assisteret selvmord er ulovligt i Danmark. Det kan straffes med bøde og i alvorlige tilfælde med fængsel i op til tre år.
* Svend Lings er tiltalt for i foråret 2017 at have udleveret en mængde Fenemal til en terminal lungesyg mand, vel vidende at lægemidlet skulle bruges til at begå selvmord med.
* Han er også tiltalt for i august i år at have hjulpet en kvinde med at begå selvmord. Han anbefalede hende at supplere medicinen med en plastikpose over hovedet.
* Svend Lings og Frits Schjøtt er tiltalt for i foråret 2017 i fælles forståelse at have udskrevet receptpligtig medicin til en mand, vel vidende at medicinen skulle bruges til at begå selvmord med. Det lykkedes ikke manden.
* Svend Lings blev først frataget sin lægeautorisation. Siden fulgte Frits Schjøtt, og dermed kan ingen af dem længere udskrive recepter.
* Svend Lings har i medierne fortalt, at han mindst ti gange har hjulpet mennesker med at dø ved at udskrive medicin og forklare, hvordan det skulle indtages.
* Svend Lings er formand for Læger for Aktiv Dødshjælp, der arbejder for lovliggørelse af aktiv dødshjælp i Danmark. Ifølge TV2 er der ni læger i gruppen.
* Svend Lings har på nettet offentliggjort en selvmordsmanual. Den inspirerede ifølge DR i sommer flere psykisk syge til at forsøge selvmord.
* Lægeforeningen har bedt det Lægeetiske Nævn undersøge, om Svend Lings har handlet i strid med Lægeforeningens etiske principper.
Kilder: Kristeligt Dagblad, Fyens.dk, Fyns Politi
/ritzau/