Der har været misbrug af medlemmernes penge i Akademikernes A-kasse, viser en undersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).
Derfor er hændelsesforløbet nu blevet anmeldt til politiet. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Her kan du læse mere om Akademikernes A-kasse:
* Akademikernes A-kasse blev etableret 1. juli 2013 efter en fusion af a-kasserne Akademikernes A-kasse og Ingeniørernes A-kasse.
* A-kassen har cirka 245.000 medlemmer. Det gør a-kassen til landets største for akademikere.
* Medlemmerne er både selvstændige og lønmodtagere fra det offentlige og private arbejdsmarked.
* Cirka 25.000 af medlemmerne er studerende fra universiteter og højere læreanstalter.
* Ingeniørforeningen i Danmark (IDA) og Djøf er de to største medlemsorganisationer og repræsenterer tilsammen cirka to tredjedele af Akademikernes A-kasses medlemmer.
* A-kassen har hovedkontor i København og har 210 medarbejdere fordelt i hele landet.
* Akademikernes A-kasse er en selvstændig forening og en statsanerkendt arbejdsløshedskasse. Repræsentantskabet er a-kassens øverste myndighed. Det består af bestyrelsesformanden og repræsentanter for de 21 medlemsorganisationer.
* Medlemmerne vælger repræsentantskabet, og repræsentantskabet vælger bestyrelse og formand.
Kilder: Akademikernes A-kasse.
/ritzau/