Den amerikanske rapper A$AP Rocky har ved byretten i Stockholm, Sverige, nægtet sig skyldig i vold mod en 19-årig mand i slutningen af juni.
Det formodede overfald, som musikeren er tiltalt for, fandt sted på åben gade i Stockholm 30. juni. Fredag er sidste retsdag i sagen mod rapstjernen.
Her er et overblik i sagen:
* Natten mellem 2. og 3. juli blev den 30-årige rapper, der har det borgerlige navn Rakim Mayers, anholdt. Han blev sigtet for at have deltaget i et slagsmål 30. juni.
I alt blev fire personer pågrebet efter hiphopfestivalen Smash x Stadion i Stockholm.
* 5. juli blev tre af dem varetægtsfængslet, herunder A$AP Rocky.
* 11. juli indstillede musikeren de koncerter, han havde i Europa i juli.
* 20. juli kontaktede USA's præsident, Donald Trump, den svenske statsminister Stefan Löfven. Trump bad om at få rapperen løsladt.
Den svenske statsminister svarede, at "alle er lige for loven, selv besøgende fra andre lande".
Trump har siden skrevet flere opslag på Twitter om sagen.
* Flere kendte amerikanere ønsker rapperen løsladt. Heriblandt tv-stjernen Kim Kardashian West og hendes mand, rapperen Kanye West, der har talt med Donald Trump om sagen.
* 24. juli afbrød den svenske USA-ambassadør sin ferie for at håndtere presset mod ambassaden som følge af sagen.
* Retssagen blev indledt ved byretten i Stockholm tirsdag. Den fortsatte torsdag og fredag.
* Torsdag afgav både 19-årige mand og de tre voldstiltalte forklaring i retten.
* Den 19-årige mand, som har fortalt, at han fik omkring 60 slag og spark, var oprindeligt også sigtet i sagen. Sigtelsen blev frafaldet, da det blev vurderet, at han handlede i nødværge.
* A$AP Rocky har sagt, at den 19-årige fulgte efter og provokerede hans følge, og at volden derfor var selvforsvar.
* De tiltalte risikerer op til to års fængsel, hvis de bliver kendt skyldige.
* Det er dog ifølge B.T. blevet vurderet, at hvis Rakim Mayers kendes skyldig, er det mest sandsynligt, at han idømmes en betinget straf.
Kilder: NTB, TT, B.T.
/ritzau/