1930 i Uruguay:
Uruguay havde vundet OL-guld i både 1924 og 1928 og havde status som verdens stærkeste landshold. Det var derfor meget passende, at den første VM-slutrunde blev placeret her, men kun 13 lande fandt det umagen værd at deltage.
Af dem var der blot fire fra Europa, nemlig Frankrig, Jugoslavien, Belgien og Rumænien, der tog af sted på den to uger lange færgetur til Sydamerika.
Mens europæerne plejede deres stive ben efter den lange rejse, strøg værtsnationen og naboerne Argentina i suveræn stil i finalen, som Uruguay vandt med 4-2 i Montevideo.
Verdensmester: Uruguay.
Topscorer: Guillermo Stabile (Argentina), 8 mål.
1934 i Italien:
Uruguay opgav VM-titlen uden kamp, da verdensmestrene blev væk fra slutrunden i Italien i fornærmelse over Europas ringe opbakning fire år tidligere.
16 andre hold mødte dog op til en cupturnering med knald-eller-fald-kampe fra start, og det koncept var trist for Argentina og Brasilien, der røg ud i første runde og måtte rejse hele vejen hjem over Atlanten efter bare én kamp.
Til gengæld havde hjemmepublikummet og diktator Benito Mussolini en fest, da Italien vandt VM-titlen med en 2-1-finalesejr over Tjekkoslovakiet i Rom.
Verdensmester: Italien.
Topscorer: Oldrich Nejedly (Tjekkoslovakiet), 5 mål.
1938 i Frankrig:
Anden Verdenskrig stod for døren, og flere kvalificerede nationer blev væk. Østrig var opslugt af Tyskland, Spanien havde gang i en borgerkrig, og Uruguay blev igen hjemme.
Til gengæld havde Brasilien mere held med sin deltagelse denne gang og kunne præsentere en ægte superstjerne i angriberen Leonidas, der endte som turneringens topscorer.
Brasilianerne måtte dog i semifinalen se sig slået af Italien, der var på vej mod sin anden VM-titel i træk under Vittorio Pozzo, som er den eneste, der har vundet VM to gange som træner.
Verdensmester: Italien.
Topscorer: Leonidas (Brasilien), 7 mål.
1950 i Brasilien:
Efter 12 års krigspause vendte VM tilbage, og de brasilianske tilskuere kvitterede ved at løbe storm på indgangene til det nyopførte kæmpestadion Maracaná i Rio de Janeiro.
England deltog for første gang i et VM-koncept, som fodboldens opfindere ikke havde meget tilovers for. Men englænderne blamerede sig groft ved at tabe til et amerikansk amatørhold, og så kom Brasilien og Uruguay til at afgøre sagerne imellem sig i slutrundens sidste kamp.
Den samlede officielt 173.850, men angiveligt mange flere tilskuere, der chokerede så Uruguay skabe en sensation ved at slå et sejrssikkert hjemmehold 2-1 i finalen.
Verdensmester: Uruguay.
Topscorer: Ademir (Brasilien), 8 mål.
1954 i Schweiz:
Ungarns "magiske magyarer" var midt i en stime på 53 kampe, der blot bød på et eneste nederlag, men til alt uheld kom bommerten netop, som det betød mest: i VM-finalen mod undertippede Vesttyskland.
Ferenc Puskas og hans kumpaner havde ellers slået de senere verdensmestre 8-3 i en gruppekamp, der var medvirkende til at gøre turneringen til historiens mest målrige VM.
Men Vesttyskland rejste sig på forbløffende vis i finalen og vandt på Helmut Rahns sejrsmål seks minutter før tid, og så kunne anfører Fritz Walter tage Jules Rimet-trofæet med hjem i toget til sit krigsødelagte land.
Verdensmester: Vesttyskland.
Topscorer: Sandor Kocsis (Ungarn), 11 mål.
1958 i Sverige:
Med udsigt til et VM i Sverige valgte det danske landshold for første gang at stille op, men de danske amatører fik ikke et ben til jorden i kvalifikationen og måtte i stedet se arvefjenderne brillere på den anden side af sundet.
Sverige sendte blandt andet de vesttyske verdensmestre ud af turneringen og nåede helt frem til finalen mod Brasilien, som dog var et nummer for stærke.
5-2 vandt sydamerikanerne, og publikum i Stockholm kunne beundre det 17-årige unikum Pelé, der lavede to finalemål og brød sammen i gråd efter sin bedrift.
Verdensmester: Brasilien.
Topscorer: Just Fontaine (Frankrig), 13 mål.
1962 i Chile:
Chile var hårdt ramt efter et jordskælv to år tidligere, men insisterede alligevel på at afholde et VM, der siden er blevet husket for de forkerte ting.
Chiles møde med Italien blev omdøbt til "The battle of Santiago", en pinlig affære, hvor knytnæver, spytklatter og andre svinestreger fløj gennem luften.
Verdens nye fodbolddarling, Pelé, blev tidligt skadet, men Brasilien tog alligevel guldet med en finalesejr over Tjekkoslovakiet.
Verdensmester: Brasilien.
Topscorere: Garrincha og Vava (Brasilien), Leonel Sanchez (Chile), Florian Albert (Ungarn), Valentin Ivanov (Sovjetunionen) og Drazen Jerkovic (Jugoslavien), 4 mål.
1966 i England:
England sikrede sin hidtil eneste internationale titel hjemme på Wembley, men fik afgørende dommerhjælp i finalen.
Stillingen var 2-2, da Geoff Hursts skud ramte overliggeren, hvorefter bolden tilsyneladende røg direkte ned på målstregen og i spil igen. Under alle omstændigheder var det umuligt at afgøre med det blotte øje, men dommeren anerkendte træfferen under vesttyske protester.
Englænderne satsede på rå kampkraft, og det hjalp på briternes chancer, at Brasilien var helt ved siden af sig selv i et mislykket titelforsvar, der endte i den indledende runde.
Pelé blev igen sparket i stykker, men andre spillere trådte frem på scenen: Den sovjetiske målmand Lev Yashin og Portugals målfarlige Eusebio blev de store stjerner i en slutrunde, englænderne altid vil huske.
Verdensmester: England.
Topscorer: Eusebio (Portugal), 9 mål.
1970 i Mexico:
Slutrunden er ofte blevet kaldt den bedste nogensinde, ikke mindst på grund af det ekstremt stærke brasilianske landshold, der cementerede landets internationale herredømme på den tid.
I én af en række mindeværdige kampe fik Vesttyskland revanche ved at sende England hjem, men måtte efterfølgende selv bøje sig for Italien i en legendarisk semifinale, der endte 4-3.
Mod Brasilien kunne italienerne dog intet stille op og tabte 1-4 i en flot, men ensidig finale, hvor den italienske forsvarsekspertise kom fuldstændig til kort mod brasilianernes boldkunst.
Verdensmester: Brasilien.
Topscorer: Gerd Müller (Vesttyskland), 10 mål.
1974 i Vesttyskland:
Hollænderne kom vadende ind på scenen med Johan Cruyff og hele den gyldne generation, og de burde være rejst hjem med en VM-triumf som belønning for træner Rinus Michels' fremsynede Totalfodbold.
Men de glemte at spille finalen færdig, da de havde bragt sig på 1-0, og så kunne Gerd Müller i sin sidste landskamp give Vesttyskland sejren på hjemmebane i München.
Sydamerikanerne skuffede, og et hårdt spillende og ucharmerende Brasilien måtte nøjes med fjerdepladsen i en regnfuld tysk sommer.
Verdensmester: Vesttyskland.
Topscorer: Grzegorz Lato (Polen), 7 mål.
1978 i Argentina:
Det var vinter i Argentina, og VM-atmosfæren var speciel i et land, der havde status som militærdiktatur.
Men træner Cesar Luis Menotti havde samlet et argentinsk hold, der var stærkt nok til at vinde verdensmesterskabet, og så gjorde det mindre, at europæere brokkede sig over, at hjemmeholdet fik lovlig meget hjælp undervejs.
Selv uden Cruyff nåede Holland finalen igen, og havde Rob Rensenbrink scoret i stedet for at ramme stolpen i sidste minut, havde "Oranje" taget titlen.
Verdensmester: Argentina.
Topscorer: Mario Kempes (Argentina), 6 mål.
1982 i Spanien:
Vesttyskland fik hele verden på nakken med den berygtede snydekamp mod Østrig, der sendte begge hold videre fra indledende runde på bekostning af Algeriet. Siden understregede målmand Harald Schumacher holdets status ved at smadre franskmanden Patrick Battiston i semifinalen.
Til neutrale tilskueres lettelse tabte vesttyskerne finalen til Italien, der nød godt af, at angriberen Paolo Rossi pludselig vågnede og gjorde sig til VM-topscorer med seks mål i de sidste tre kampe.
Rossis hattrick sendte også et ultraoffensivt Brasilien ud af et ujævnt VM, hvor titelforsvareren Argentina - trods forstærkning af Diego Maradona - skuffede. Maradona skulle dog tage revanche fire år senere.
Verdensmester: Italien.
Topscorer: Paolo Rossi (Italien), 6 mål.
1986 i Mexico:
Her viste Diego Maradona hele sin enorme klasse og trak næsten egenhændigt Argentina til den anden VM-titel på otte år.
Danmark debuterede i VM-sammenhæng med et fremragende hold og Preben Elkjær som indledende rundes største stjerne. Men da det begyndte at lugte af VM-guld i Danmark, tabte Sepp Pionteks tropper 1-5 til Spanien, og begrebet "en Jesper Olsen" blev tilføjet det danske sprog.
Frankrig og Brasilien leverede en dramatisk kvartfinale, der er blevet kaldt en af historiens bedste VM-kampe, og det var formentlig sidste gang, man så ægte brasiliansk "sambafodbold" på den store scene.
Verdensmester: Argentina.
Topscorer: Gary Lineker (England), 6 mål.
1990 i Italien:
Vesttyskland tog sin tredje VM-titel, men for de fleste andre var VM i Italien en skuffende turnering fyldt med kedelige opgør mellem destruktive hold.
Cameroun vandt de neutrale hjerter ved at nå kvartfinalen og i øvrigt tæve verdensmesteren Argentina i åbningskampen, men det var alligevel argentinerne, der med Maradona som trækæsel nåede finalen.
Turneringen huskes også for det engelske fund Paul Gascoigne og hans tårer, og for at hollænderen Frank Rijkaard spyttede den tyske angriber Rudi Völler i krøllerne i en dramatisk ottendedelsfinale.
Verdensmester: Vesttyskland.
Topscorer: Salvatore Schillaci (Italien), 6 mål.
1994 i USA:
Der var sagt og skrevet meget om beslutningen om at placere VM i et land uden professionel fodboldliga, men VM i USA endte som en succes med fyldte stadioner og langt bedre spil end fire år tidligere.
Brasilien blev verdensmester og mønstrede to klasseangribere i Bebeto og Romario, men det var ikke brasilianerne, der stod for festen, hvilket den kedelige, målløse finale illustrerede.
Maradona gik i dopingfælden, netop som han var i gang med et stort comeback, men Sverige imponerede og vandt bronze, mens de to farverige østeuropæere Hristo Stoichkov og Gheorghe Hagi var på toppen af deres ydeevne og stod for sublime indslag.
Verdensmester: Brasilien.
Topscorer: Oleg Salenko (Rusland) og Hristo Stoichkov (Bulgarien), 6 mål.
1998 i Frankrig:
VM var nu vokset til at omfatte 32 hold og hele 64 kampe, men det ødelagde ikke kvaliteten i turneringen i Frankrig, hvor værtsnationen vandt sin første og hidtil eneste VM-titel.
Finalesejren over Brasilien var dog lige ved at blive overskygget af mystikken om den brasilianske angrebsstjerne Ronaldo, der af en eller anden grund blev sendt på banen trods et ildebefindende og leverede en bleg indsats.
Det danske landshold fik sit bedste VM-resultat nogensinde, og brødrene Laudrup takkede af på landsholdet med en sublim præstation i en mindeværdig kvartfinale mod Brasilien.
Verdensmester: Frankrig.
Topscorer: Davor Suker (Kroatien), 6 mål.
2002 i Japan og Sydkorea:
For første gang skulle turneringen afholdes i to lande, og det gav store afstande og lange rejser, og måske var de nye forhold medvirkende til, at turneringen blev præget af mange overraskelser.
Frankrig røg ud uden at lave et mål, Portugal, Italien og Argentina forsvandt også hurtigt, mens outsidere som Sydkorea og Tyrkiet nåede semifinalen.
Men selve slutkampen havde velkendte deltagere i form af Brasilien og et halvsløjt tysk hold, der var blevet båret igennem af målmand Oliver Kahns storspil mellem stængerne. Men netop Kahn fejlede i finalen, og så endte VM-pokalen igen hos brasilianerne.
Verdensmester: Brasilien.
Topscorer: Ronaldo (Brasilien), 8 mål.
2006 i Tyskland:
Udenlandske fodboldfans strømmede til et smeltende varmt og euforisk Tyskland, men spillet på banen var til gengæld af tvivlsom beskaffenhed, og kun ganske få kampe - som semifinalen mellem værtsnationen og Italien - har sat sig varige spor.
Efter i halvandet årti at være blevet spist af med møverfodbold fik tyske fans stoltheden over deres landshold tilbage, men Jürgen Klinsmanns tropper blev narret af et velspillende italiensk hold, optændt af hjemlige skandaler og en masse palaver.
Frem for alt huskes turneringen dog for Zinedine Zidanes bizarre afsked med topfodbold, da han i finalens forlængede spilletid skallestangede Italiens Marco Materazzi i brystkassen og blev smidt ud.
Verdensmester: Italien.
Topscorer: Miroslav Klose (Tyskland), 5 mål.
2010 i Sydafrika:
Verden lærte et nyt ord: vuvuzela. De sydafrikanske truthorn leverede et lydtæppe, der gik gennem marv og ben, og den enerverende larm hjalp ikke på underholdningsværdien i en skuffende turnering.
Til skuffelserne hørte Danmark, hvor landstræner Morten Olsen havde sat sin lid til, at en række af veltjente veteraner kunne løfte sig en sidste gang. Det kunne de ikke.
Andre europæiske lande klarede sig til gengæld flot, og der stod Europa på samtlige medaljer. Barcelona-inspirerede Spanien understregede, hvilken vej fodboldens vind blæste i de år, og vandt sit første VM efter en gyselig og hårdt spillet finale mod Holland.
Verdensmester: Spanien.
Topscorere: David Villa (Spanien), Wesley Sneijder (Holland), Thomas Müller (Tyskland) og Diego Forlán (Uruguay), 5 mål.
2014 i Brasilien:
For femte gang i historien lagde Sydamerika kontinent til VM, men for første gang lykkedes det et land fra en anden verdensdel at stryge til tops i det sydamerikanske.
I en finale, der som så ofte før lod en del tilbage at ønske i forhold til smuk fodbold, blev Mario Götze den tyske helt med kampens eneste mål i den forlængede spilletid mod Lionel Messi og Argentina.
Ud over dansk fravær og stor nedtur for Spaniens forsvarende verdensmestre vil slutrunden især blive husket for det pinlige brasilianske sammenbrud i semifinalen mod Tyskland.
Superstjernen Neymar var blevet skadet i kvartfinalen mod Colombia, og uden ham blev de femdobbelte verdensmestre skilt fuldstændig ad i en historisk 1-7-blamage foran et lamslået brasiliansk hjemmepublikum.
Verdensmester: Tyskland.
Topscorer: James Rodríguez (Colombia), 6 mål.
/ritzau/