21 af de 28 EU-lande stemmer søndag til Europa-Parlamentet. I de øvrige syv lande er valget overstået.
Holland og Storbritannien stemte torsdag, Irland fredag, Tjekkiet fredag og lørdag, mens Letland, Malta og Slovakiet afviklede valg lørdag.
Først når det sidste valgsted i EU lukker - det sker i Italien søndag klokken 23 - må valgresultaterne offentliggøres.
Herhjemme bliver fordelingen af stemmer og mandater på de opstillede partier offentliggjort på valgaftenen, men de personlige stemmer opgøres først i forbindelse med fintællingen.
Det betyder, at vi skal et godt stykke hen på mandagen, før der kan sættes navne på de 14 danske mandater.
Europa-Parlamentet har lanceret en hjemmeside - www.valg-resultat.eu - med resultaterne af alle EU-valg.
Den indeholder alle resultater fra tidligere og nuværende valg til Europa-Parlamentet og findes på alle officielle EU-sprog.
Hjemmesiden vil blive løbende opdateret på valgaftenen med det samlede resultat af valget, herunder nationale delresultater, i takt med at de nationale myndigheder indsender detaljerede oplysninger.
2. juli begynder arbejdet for det nyvalgte parlament, når medlemmerne samles til konstituerende møde i Strasbourg i Frankrig, der er Europa-Parlamentets officielle hjemsted.
Kilder: Økonomi- og Indenrigsministeriet, europaparl.europa.eu.
/ritzau/