FAKTA: 1500 mistænkelige milliarder flød frit i Danske Bank
Danske Bank har erkendt, at banken var for længe om at opdage og reagere på omfanget af mistænkelige overførsler i den estiske filial. (Arkiv) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Danske Bank er centrum for gruppesøgsmål som følge af sagen om hvidvask i Estland. Læs om sagen her.

Det australske firma IMF Bentham vil forsøge at samle en række store aktionærer, der har tabt penge på deres Danske Bank-aktier som følge af sagen om hvidvask i Estland.

I september sidste år offentliggjorde Danske Bank sin egen undersøgelse af sagen.

Læs om konklusionerne her:

* Undersøgelsen påviser, at ledelsen i Danske Bank gentagne gange blev advaret om mistænkelige kunder og alvorlige mangler i forebyggelsen af hvidvask i den estiske afdeling.

* Det skete allerede i 2007, da Danske Bank overtog en estisk afdeling efter købet af Sampo Bank. Her advarede det estiske finanstilsyn i en kritisk rapport.

* Samtidig kom der en konkret advarsel fra den russiske centralbank om skatteunddragelse og hvidvask for milliarder af rubler i den estiske afdeling. Danske Bank reagerede ikke.

* Også i 2009, 2010, 2013, 2014 og 2015 blev ledelsen advaret. Men først i 2015 lukker Danske Bank filialen i Estland for udenlandske kunder.

* Undersøgelsen har foreløbig fundet frem til 6200 mistænkelige kunder. I alt var 10.000 udenlandske kunder i den estiske filial i perioden. I alt er 15.000 kunder omfattet af undersøgelsen.

* Den samlede strøm af penge fra de udenlandske kunder gennem den estiske filial i perioden 2007-2015 udgjorde 200 milliarder euro. Det svarer til knap 1500 milliarder kroner.

* Undersøgelsen har ikke kunnet fastslå, hvor stor en del af beløbet, der er "mistænkeligt". Men det er formentlig "en meget stor del" af de 1500 milliarder kroner.

* Selv om ledelsen får hård kritik i undersøgelsen, vurderer advokaterne, der er hyret af banken, at hverken topchef eller bestyrelse har et retligt ansvar i sagen.

* Nuværende og tidligere ansatte og ledere i Estland og Danmark, der har været involveret i sagen, har fået advarsler, er blevet fyret, har fået frataget bonusser og er blevet indberettet til myndigheder. De fleste er ikke længere i Danske Bank.

* Flere ansatte i Estland er blevet meldt til politiet på grund af mistanke om medvirken.

* 42 ansatte og agenter, som modtog kommission for at formidle kunder, har opført sig "mistænkeligt".

* Efter fremlæggelsen af rapporten har både tidligere administrerende direktør Thomas F. Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen forladt banken.

Kilder: Danske Banks rapport om sagen lavet af advokatfirmaet Bruun & Hjejle, Reuters.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News