Når en kvinde er udsat for vold i nære relationer, kan hun søge hjælp på et kvindekrisecenter. Her kan hun få omsorg, beskyttelse og støtte til at komme videre med sit liv.
Børne- og Socialministeriet har for første gang kortlagt tal og fakta på området:
* I 2017 påbegyndte omkring 1500 kvinder et ophold på et krisecenter. Heraf havde cirka 115 kvinder flere ophold. Opgørelsen omfatter kun kvinder, der påbegyndte deres ophold i 2017. Det samlede antal, der har opholdt sig på et center i 2017, er altså højere.
* Lidt over 40 procent af opholdene varede under 3 uger, mens lidt under 30 procent varede mere end 3 måneder.
* Af de 1500 kvinder var omkring 1050 under 40 år.
* Næsten 50 procent af kvinderne havde ikkevestlig oprindelse. Landsorganisationen af Kvindekrisecentre gør opmærksom på, at dette også omfatter udenlandske kvinder gift med danske mænd.
* Kvinder af ikkevestlig oprindelse er dermed markant overrepræsenteret på krisecentrene. De udgør nemlig kun 10 procent af de det samlede antal 18-64-årige kvinder i Danmark.
* Aktuelt er der 53 kvindekrisecentre i Danmark fordelt på 39 kommuner bredt fordelt over hele landet.
Kilder: Socialpolitisk redegørelse fra Børne- og Socialministeriet samt Landsorganisationen af Kvindekrisecentre.
/ritzau/