Fairtrade-handel er baseret på ideen om at give flere penge til bonden og mindre til mellemmanden, der videresælger varerne til aftagere i hele verden. Det sælges til en højere pris end konventionel mad med et subsidie til bonden mod, at denne opfylder visse krav – så som at bønderne skal være organiseret på en bestemt måde (typisk i kooperationer), at den ansatte arbejdskraft skal være organiseret i fagforeninger, at det skal være små producenter, der producerer varerne, eller at 50 procent af producenterne i ko-operationen er ?små?.

Knapt så fair

Med andre ord begrænser man bøndernes muligheder for at udvide deres produktion, bestemmer hvad de skal bruge deres indtægt på og pådutter dem bestemte organisationsformer mod en marginalt højere pris for deres produkter. Uanset hvor mange skoler et familieejet foretagende driver for de ansattes børn og uanset hvor gode udviklingsprogrammer, der laves af større kaffeplantager, vil de aldrig kunne opnå Fairtrade-mærket, da Fairtrade-bevægelsen har bestemt, at det eneste rigtige er små producenter. Lyder det fair?

Pris uden kvalitet

Fairtrade-subsidiet er med til at skabe incitament til en overproduktion på visse produkter. Et eksempel er kaffeproduktionen – her modtager Fairtrade-bønderne minimum $1,26 pr. pund kaffe eller fem cent over markedspris, hvis denne bevæger sig over de $1,26. Denne markup bliver så givet tilbage til producenterne, for at de skal bruge det på udviklingsprogrammer (som også skal ligge i tråd med Fairtrade-bevægelsens idealer). Prisen er også uafhængig af kaffens kvalitet – så der er intet incitament for at forsøge at lave den bedst mulige eller mest spændende kaffe, da prisen vil være den samme, uanset hvad man producerer.

Priserne på de fleste landbrugsvarer fra underudviklede lande er typisk lave pga. overproduktion. Fairtrade-systemet pumper kunstigt prisen på disse varer op og giver dermed landbrugene incitament til fortsat at producere varer, som der er ikke er reel efterspørgsel på – i stedet for at bønderne begynder at variere deres produktion efter efterspørgslen. De får nemlig aldrig signalet fra markedet om, at efterspørgslen er mættet. Tværtimod risikerer man at få flere til at begynde at dyrke samme afgrøde, fordi de er sikre på en fast pris uanset efterspørgslen.

Priserne presses

Yderligere gør dette, at udbuddet bliver endnu større og presser prisen på ikke-fairtrade produkter af samme slags, hvilket gør ikke-fairtrade-producenter og deres ansatte fattigere. Fairtrade bekæmper dermed ikke fattigdom, men fastholder u-landene i en urentabel produktion. Er det fair?

Illusion

Fairtrade-produkter giver forbrugerne en falsk god samvittighed – det giver en god fornemmelse i maven og en illusion om, at man er med til at bekæmpe fattigdom i den tredje verden. Men man bekæmper primært fattigdom i den europæiske detailhandel og udvikling af ulandenes produktion. Samtidig pådutter man ulandene nogle krav om økologi og virksomhedsorganisation, som man ikke kan slippe af sted med på hjemmemarkedet.

Fattigdom bekæmpes bedst ved at handle frit – ikke ved at købe fairtrade-produkter.