Regeringen, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti er blevet enige om et forlig om læreruddannelsen.
- Vi har lavet en aftale om en ny læreruddannelse, der styrker fagligheden hos lærerne, siger uddannelsesminister Morten Østergaard (R).
- Et af de centrale mål er, at eleverne i folkeskolen i højere grad skal mødes af lærere, der har en faglig fordybelse i netop det fag, der er på skoleskemaet, tilføjer han.
Forliget betyder blandt andet, at aspiranter til læreruddannelsen fremover skal have et karaktergennemsnit på mindst syv for at komme ind. Har de ikke det, skal de igennem en optagelsesprøve og en samtale.
- På den måde undgår vi, at så mange får en dårlig oplevelse med at falde fra studiet, siger Østergaard.
Og forliget vækker glæde hos Socialdemokraterne.
- Vi hæver simpelthen barren. Det vil fremover kræve en større arbejdsindsats af de studerende at blive lærer.
- Det er nødvendigt for, at vi kan løfte kvaliteten i folkeskolen, siger Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Kirsten Brosbøl.
Og Konservatives Mai Henriksen stemmer i.
- Lærerjobbet er et af de vigtigste job overhovedet - og skærpede adgangskrav er en af vejene til at sikre større prestige over det at være lærer. Vi skal motivere de allerdygtigste til at undervise i folkeskolen.
Forliget inkluderer blandt andet også, at faget Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab (KLM) får lov at blive på skoleskemaet. Og det glæder særligt Dansk Folkeparti.
- Det betyder, at lærerne bliver i stand til at klæde børnene på, når det gælder de værdier og den viden, som er nødvendig for at kunne blive en del af det danske samfund, siger forskningsordfører Jens Henrik Thulesen Dahl.