Tag en lang videregående uddannelse, og jobbet vil vente på dig.
Sådan har det været i årevis, men nu er virkeligheden en anden. Det viser nye tal fra den kvartalsvise arbejdskraftundersøgelse (AKU), som Danmarks Statistik er kommet med.
Nu er det mere sikkert at tage en erhvervsrettet uddannelse til f.eks. murer eller sosu-assistent, hvis man ikke vil havne i arbejdsløshedskøen.
I tredje kvartal i år havde folk med erhvervsrettede ungdomsuddannelser den laveste ledighedsprocent med 5,4 procent, mens 5,6 procent af alle i arbejdsstyrken med videregående uddannelse var ledige.
I fagforbundet Djøf er man ikke overrasket over tallene. Her er man især bekymret over den stigende ledighed blandt nyuddannede, hvor hver tredje stadig ikke er i job ét år efter endt uddannelse.
"Det bekræfter vores værste anelser. Højtuddannede har været hårdt ramt af krisen, og aldrig har der været så mange ledige Djøf'ere som nu," siger Djøfs formand Lisa Herold Ferbing til Newspaq.
Hun efterlyser politiske initiativer, der kan få ledigheden ned.
"Vi skal have gang i nogle ordninger, der får akademikere ud i små- og mellemstore virksomheder, fordi vi ved, at de vil bidrage til væksten og til bundlinjen," siger Lisa Herold Ferbing,
Akademikernes ledighed rammer både de ledige og statskassen hårdt, viser en undersøgelse, som Djøf netop har lavet i samarbejde med Arbejderbevægelses Erhvervsråd.
Den viser, at unge akademikere, der går ledige i et halvt år efter eksamen starter på en lavere løn. Mange indhenter aldrig det store løntab, og samtidig er risikoen for at stå uden arbejde syv år efter endt uddannelse 22 procent højere end for nyuddannede, der fik arbejde med det samme.
Ifølge AKU-undersøgelsen har 50.000 ledige en videregående uddannelse. Det er 6.000 flere end for et år siden.
Størst er ledigheden dog fortsat blandt de danskere, der kun har folkeskolens afgangseksamen at falde tilbage på. 12 procent af de ufaglærte er uden arbejde, viser AKU-statistikken.
Ledigheden i AKU-statistikken er opgjort på baggrund af interviews med 21.000 personer, der selv angiver deres tilknytning til arbejdsmarkedet.