Det er med stor sorg, at vi må meddele, at Helle Nielsen, formand for FH Fyn, er afgået ved døden fredag den 17. oktober.
Sådan skriver FH Fyn i et opslag på Facebook, efter formanden for fagforeningen pludselig er gået bort.
– Vi er i dybt chok over det pludselige tab og sender vores varmeste tanker og dybeste medfølelse til Helles familie i denne ubærlige sorg, lyder det videre.
Helle Nielsen var aktiv politiker, der sad i Odense Byråd i 16 år. Siden 2020 var hun formand for FH Fyn.
– Enhver der har kendt Helle vil vide, at der nu er blevet stille og tomt omkring os. En dyb sorg har ramt os, og savnet er ubærligt, skriver familien på Facebook.
Helle Nielsen blev 64 år. Hun bisættes fra Domkirken i Odense tirsdag den 28. oktober.