Forringet service, længere ventetider, lukkede rådhuse og manglende sociale tilbud.
Det bliver nogle af konsekvenserne, når regeringen gennemfører planer om at skære 8.000 stillinger i landets kommuner, lyder det fra fagforbundet HK.
"Planen betyder fyringer af tusindvis af ansatte, som kan stille sig op i arbejdsløshedskøen, hvor de kan stå og vente meget længe, for dem, der skulle betjene dem, er blevet fyret," konstaterer formanden for HK/Kommunal, Bodil Otto.
Hun foreslår, at regeringen hiver penge hjem via skatterne i stedet for at fyre tusinder i kommunerne.
"Borgere og de ansatte bliver sorteper, mens de rige kan hygge sig med deres milliardskattelettelser. Det er ikke et velfærdssamfund værdigt," siger Bodil Otto.
Regeringens forslag til en løsning på de økonomiske udfordringer falder heller ikke i god jord hos FTF's formand, Bente Sorgenfrey.
"Det er klart, at der er behov for at finde nogle holdbare løsninger. Men det er alt for ensidigt af regeringen at løse de nuværende økonomiske problemer via besparelser og nedskæringer i den offentlige sektor. Der er brug for at tænke mere bredt end i fyringer i kommunerne," siger Bente Sorgenfrey.