Den fyrede Peter Lofts fagforening vil have svar fra skatteministeren.
Djøf, fagforening for økonomer og jurister, er yderst forundret over, at Thor Möger Pedersen (SF) har fritaget Skats departementschef Peter Loft for tjeneste, indtil skattesagskommissionen afslutter sit arbejde.
"Vi er forundrede over skatteministerens initiativ på nuværende tidspunkt. Skatteministeren har tidligere udtalt, at han har fuld tillid til sin departementschef og både Justitsministeriet og Finansministeriet har udtalt, at der ikke var grundlag for disciplinære skridt," siger Mogens Kring Rasmussen, adm. direktør for Djøf.
Ifølge fagforbundets oplysninger, er stillingen allerede slået op. Og det virker mærkeligt, når kommissionen lige er begyndt sit arbejde.
"Det forekommer besynderligt, at man drager så alvorlige - og uforståelige - skridt, før vi kender konklusionerne på kommissionens undersøgelser," fortæller Mogens Kring Rasmussen.
Djøf vil gå til Skatteministeriet for at få klarlagt årsagen bag ministerens beslutning.
Dansk Folkeparti undrer sig også højlydt over, at fyringen kommer netop nu. Derfor forlanger partiet en fyldestgørende forklaring fra Thor Möger Pedersen på den toårige suspendering, som det retteligt hedder.
Den debat ønsker Venstre dog ikke at blande sig i.
"Skatteministeren må jo komme med de forklaringer, han vil. Altså, for mig at se er der tale om en personalesag," lyder det fra Venstre.
Newspaq har forgæves forsøgt at få tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen i tale om fyringen af hans tidligere højre hånd, men fra Venstres pressetjeneste lyder det, at Torsten Schack Pedersen udtaler sig på partiets vegne.