Fagforening: Fitness-kæde slipper for regning

Fitness Worlds polske byggefirma skylder Skat 600.000 kroner. Men nu er byggefirmaet erklæret konkurs - og forsvundet ud af landet.
Jack Building Service har arbejdet for Fitness World. Nu er selskabet gået konkurs, og statskassen må virke farvel til 600.000 kroner i manglende skatteindbetalinger.
Jack Building Service har arbejdet for Fitness World. Nu er selskabet gået konkurs, og statskassen må virke farvel til 600.000 kroner i manglende skatteindbetalinger. Foto: www.colourbox.com

Skifteretten i Roskilde har afsagt konkursdekret mod Fitness Worlds polske byggefirma Jack Building Service.

Den polske underentreprenør har ikke betalt skat og feriepenge til 45 polske håndværkere og skylder bl.a. Skat 600.000 kroner.

De penge skal de danske statsborgere ikke gøre sig forhåbninger om at se igen, og det ærgrer formand for Malernes Fagforening i København, Bo Rosschou.

"De penge er tabt, fordi bygherre i dette tilfælde Fitness World ikke har noget ansvar for deres underentreprenører," siger han til Newspaq.

Ifølge Bo Rosschou ejer byggefirma Jack Building Service kun seks varevogne. Og både ejeren Jacek og de seks varevogne er forsvundet ud af landet.

Bo Rosschou mener derfor, at man skal indføre et bygherreansvar i sager, der involverer udenlandsk arbejdskraft.

"Når vi kræver bygherreansvar, hvor der er udenlandske statsborgere involveret, er ikke det samme som at kræve bygherreansvar på almindelige projekter. I Danmark kan man forfølge pengene," siger Bo Rosschou.

Malernes Fagforening beskyldte sidste år Fitness World A/S for at bruge underbetalte polske arbejdere i forbindelse med byggeriet af flere nye fitness-centre rundt om i landet.

Sagen endte med, at Fitness World pålagde de udenlandske entreprenører at indgå dansk overenskomst.

Bo Rosschou håber, at sagen om bygherreansvar tages op i forbindelse med forårets trepartsforhandlinger.

"Det håber jeg, men jeg forventer også politiske reaktioner på den aktuelle sag, fordi den er så klokkeklar," siger Bo Rosschou, der mener, at Fitness World moralsk hænger på regningen på 600.000 kroner.

"De var udmærket klar over, hvad de foretog sig," siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.