Danske arbejdere er ikke for fine eller magelige til at plukke jordbær.
Sådan lyder det fra 3F, der svarer ingen på kritikken fra arbejdsgiverne om, at det er umuligt at få danskere til at plukke jordbær.
"Årsagen til, at man bruger udenlandsk arbejdskraft er ikke, fordi danskerne ikke gider det. Det er simpelthen fordi, der er så ussel løn på det her område - og så usle vilkår," siger Arne Grevsen, formand for Den Grønne Gruppe i 3F.
Han henviser bl.a. til, at en jordbæravler er blevet dømt til at betale 1,3 millioner kroner, fordi han underbetalte sine udenlandske arbejdere.
Den overenskomstmæssige løn ligger på 130 kroner i timen. Men det får jordbærplukkerne ikke. De betales i stedet en pris per kilo, lyder det fra 3F.
"Problemet med jordbær er, at de skal plukkes tidligt om morgenen, og når det er godt vejr, og når det har været godt vejr. Derfor er det nemmere for arbejdsgiverne at have løst ansatte, som når de møder klokken 5 om morgenen kan sendes hjem igen, fordi solen ikke skinnede i går. De vilkår er der ikke mange, der gider finde sig i," siger Arne Grevsen.
3F forventer, at 10.000 sæsonarbejdere primært fra Østeuropa vil strømme til Danmark i løbet af sommeren bl.a. for at plukke jordbær.