Nedsæt en sygehuskommission.
Sådan lyder kravet fra HK/Kommunal efter varsel om massefyringer på en lang række sygehuse landet over.
"Det offentlige sundhedsvæsen er kuldsejlet. Regeringen bør hellere før end siden tage initiativ til at få nedsat en hurtigt arbejdende sygehuskommission, der kan medvirke til skabe acceptable forhold i det offentlige sundhedssystem," siger formanden for HK/Kommunal, Bodil Otto.
IFølge HK/Kommunal, der bl.a. organiserer lægesekretærer, er de økonomiske rammer, som regeringen har stillet til rådighed for sygehusene, langt fra tilstrækkelige til, at sygehusene kan leve op til behandlingsgarantien.
"Der er behov for at justere på rammerne, hvis sygehusene skal bringes til at fungere. Vi kan ikke være det nuværende system bekendt i vores velfærdssamfund," siger Bodil Otto.
Samme melding kommer fra hovedorganisationen FTF.
"Ændrer politikerne på Christiansborg ikke de nuværende rammebetingelser for de offentlige sygehuse, vil vi se endnu flere fyringer af personale. Det betyder på sigt, at der kan produceres mindre på de offentlige sygehuse - i en tid, hvor der er et øget behov på sundhedsområdet," siger FTF's formand, Bente Sorgenfrey.
Også FOA, der repræsentere bl.a. sosu-assistenter, er forarget over fyringerne, der rammer bl.a. Herlev og Frederiksberg Hospital.
Forbundet har indkaldt alle tillidsrepræsentanter i Region Hovedstaden til stormøde den 19. januar. Her skal man diskutere, hvordan man skal forholde sig til massefyringer på hospitalerne.
SF krævede i går sundhedsministeren i samråd om fyringerne på sygehusområdet.