Arbejdsgiverne får kamp til stregen.
Strejkekasserne hos landets fagforbund er nemlig fyldt til randen.
"Vi er væbnet til tænderne på økonomien. Også til at klare en konflikt, hvis det skulle blive tilfældet," siger 3F's hovedkasserer, Ulla Sørensen, til DR Nyheder.
Der er godt og vel 2 milliarder kroner i 3F's strejkekasse.
De vil ifølge Ulla Sørensen kunne række til en strejke på mellem seks og otte uger, hvis omkring 130.000 af 3F's privatansatte medlemmer går i strejke i forbindelse med de igangværende overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked.
Også HK, der er det næststørste fagforbund på det private arbejdsmarked, har en velpolstret strejkekasse.
"Det bliver ikke på grund af økonomien, at vi svækker kravene til vores overenskomster," siger HK's formand Kim Simonsen til DR Nyheder.
Kim Simonsen fortæller, at HK's strejkekasse er på omkring 1,3 milliarder kroner.
Dansk Metal har ligeledes penge til at strejke i mindst en måned, oplyser hovedkasserer Torben Poulsen.
Den seneste storkonflikt på det private arbejdsmarked var i 1998. Her greb politikerne ind efter ti dage.
Lektor og arbejdsmarkedsforsker Søren Kaj Andersen fra Københavns Universitet tror da heller ikke på en langvarig strejke, hvis lønmodtager og arbejdsgivere skulle nå så vidt.
"Det er svært at forestille sig en meget langvarig konflikt. Den aktuelle situation lægger ikke op til, at tålmodigheden vil være stor. Der er risiko for, at virksomheder taber yderligere markedsandele, at arbejdspladser går tabt, og der er en samfundsøkonomi, der i forvejen ser skidt ud, som vil få det endnu dårligere," siger han.