Regeringens uropakke kan ramme arbejdstagere, der laver blokade eller demonstrerer som led i en konflikt.
Det siger en række fagforeninger, som opfordrer politikerne til at præcisere de nye regler, skriver Information.
Det erklærede mål med pakken er at ramme uromagere under klimatopmødet i København. Men stramningerne kan få uheldige konsekvenser.
"Det her er rent ud sagt noget rod. De mennesker, der har udtænkt det her lovforslag, har ikke tænkt på, at vi lever i et retssamfund, hvor man skal have mulighed for på fredelig vis at give sin mening til kende," siger Per Christensen, der er faglig sekretær i 3F til Information.
Og Dennis Kristensen, der er formand for FOA, opfordrer direkte Folketinget til at præcisere i lovgivningen, at de nye regler ikke rammer fagforeningerne.
"Der må ikke herske nogen som helst tvivl om, at de redskaber og muligheder, som politiet nu bliver udstyret med, ikke må berøre de kampmidler, som arbejdsmarkedets parter har vedtaget. Alt andet er fuldstændigt uacceptabelt," siger han.
Den nye lovpakke lægger op til en markant forøgelse af straffen til demonstranter, der - uanset at de ellers forholder sig fredeligt - "lægger hindringer i vejen for politiets arbejde" på steder, hvor der foregår "grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden".
Dét kan f.eks. være demonstranter, der blokerer for en vej, eller en person, der modsætter sig anholdelse ved at gribe fast i en lygtepæl.